30 år på bagen i Hjortespring
Hjortespring Bibliotek fylder 30 år - vi fejrer det mandag d. 2. april fra kl. 10. Bemærk at vi har udvidet åbningstiden!
Hvalen - udsnit af Kirsten Christensens kunstværk "Kærlighed til naturen - eller snart er der ikke flere hvaler"
I april 1982 slog Hjortespring Bibliotek dørene op for første gang. Den 2. april fejrer vi, at vi efter 30 år lever i bedste velgående!
Kl. 10
Morgenbord for alle vores søde lånere
Kl. 10.30
Borgmester Thomas Gyldal Petersen holder tale
Kl. 13
Caféen med personalets yndlingskager åbner
Kl. 14
Rævestreger og søde mus
Kom og oplev en blanding af levende dyr, spændende historier, rigtige knogler og naturaktiviteter.
Rævestreger og søde mus byder på det hele.
Mus er et skønt lille dyr, der på mange måder både fascinerer og skræmmer. Her kan man møde de levende naturvejledermus, som vi kikker på, rører ved og hører sjove historier om.
Vi kikker også på de dyr, der elsker at sætte tænderne i dem, og så går vi på skeletjagt rundt omkring på biblioteket.
Oplev de levende mus og få svar på alle dine spørgsmål, f.eks. hvorfor har de så store ører, hvad bruger de deres hale til, osv. Her kan man låne en mus, som man selv kan træne og blive klogere på.
I Naturværkstedet kan lave sin egen mus af naturmateriale, eller man kan drage på skeletjagt i sand-kassen, hvor man kan finde skeletter fra mange forskellige dyr. Bagefter kan man tage på jagt rundt omkring i biblioteket efter gylp fra rovfugle og ugler som vi så dissekerer og ser hvad indeholder.
Så kom og bliv klogere på mus og alle deres fjender.
Ingen tilmelding - bare møde op.
Kl. 17
Vinsmagning med Bo Skou Pedersen fra ”Vindruen” i Herlev Hovedgade.
Vi smager den lokale vinhandlers bud på en ”fejre”-vin. Vi trækker propperne op akkompagneret af et engageret foredrag, der vil gøre dig klogere på smageteknik, vinproduktion og indkøbstricks. Desuden krydres med vinøse myter, forbavsende fakta og andre drikke-kulturelle causerier.
Biblioteket sørger derudover for en mindre anretning i retning af fast føde.
Alle kan lytte med, men det er nødvendigt at tilmelde sig, hvis man vil på smageholdet. Giv lyd senest d. 24. marts, tlf.: 44525690 eller hj@herlevbibliotek.dk
Deltag i quiz for store og små "Kender du dit bibliotek?"


