Storsejr til Herlev i E-ligaens første runde
Herlev deltager i bibliotekernes E-liga, hvor 32 af landets biblioteker kæmper mod hinanden online i spillet FIFA 10.

I første runde var modstanderen Haderslev. En kamp der var ventet med spænding, men hvor spændingen udeblev fuldstændigt.
Herlevs spillere var overlegne i alle spillets facetter, og ydmygede Haderslev med fire sejre i fire kampe og en samlet målscore på ikke mindre end 36-1.
Første kamp var kun et par minutter gammel, da Herlevs Fariti Moussa satte første mål i garnet. Haderslevs forsvar sejlede ved flere lejligheder, og sejren på tenniscifrene 6-0 var absolut fortjent.
Anden kamp spillede Wissam Midani for Herlev. Her blev der tale om en regulær afklapsning af et ringe og modløst Haderslev hold, og cifrene 11-0 viser ydmygelsens totale omfang.
I tredje kamp var der i starten god modstand fra Haderslev. Men med rutineret og teknisk flot spil, fik Herlevs Mohamed Ahmed arbejdet sig ind i kampen, for at slutte af med endnu en storsejr – denne gang på 8-0. Rundens bedste detalje kom også i denne kamp, da Mohamed scorede et mål, med et flot skud fra midtercirklen.
Sidste kamp spillede Mustafa Mohamud for Herlev. Runden var allerede afgjort, da Herlev førte 3-0 i kampe. Haderslev var dog sportsmænd nok til at stille op til sidste kamp. Deres spil var der dog ikke meget sport over. Kampen førte til endnu en afklapsning. Denne gang på hele 11-1.
En flot præstation af Mustafa Mohamud, der dog måtte lægge ører til megen drilleri fra sine holdkammerater, idet han havde ladet et mål gå ind undervejs i storsejren.
En samlet og fortjent 4-0 sejr til Herlev over Haderslev.
En flot præstation af Herlevs drenge, der startede turneringen på flotteste vis – med en legestue.
Vi håber at drengene vil fortsætte de gode takter de kommende kampe, men håber også på mere modstand, end det Haderslev kunne frembringe.
Har du lyst til at prøve at spille FIFA 10 kan du selvfølgelig låne spillet på biblioteket.

