Forside » Om biblioteket » Brugernævn » Referater fra brugernævnsmøder » Møde den 1. september 2009, begge brugernævn
Handlinger tilknyttet webside

Møde den 1. september 2009, begge brugernævn

Til stede: Lene Klemes, Ulla Steenvinkel, Jette Sulsbrück, Ida Ammitzbøll, Kirsten Balle, Steen Nielsen, Freddy H. Christensen, Helle Nielsen, Marie Toftdahl. Susannne Tæbring. Pernille Jensen, Pia Hansen, Kirsten Frandsen. 


Inden mødet gik i gang med den egentlige dagsorden fortalte Pia Hansen om et nyt initiativ i biblioteket.

Under betegnelsen ”Vid og sans” indrettes en afdeling i begge biblioteker med særlige naturvidenskabskasser indeholdende en eller flere genstande og en tilhørende bog og eventuelt andet skriftligt materiale. Der kan være tale om en model af et tandsæt, en torso, et solsystem og tilsvarende. Formålet er at fremme interessen for naturvidenskab. Det kan lånes en måned som andre udlånsmaterialer, men lånes ikke ud til andre biblioteker. I alt er anskaffet ca. 30 kasser.
Initiativet skydes i gang i Herlev i uge 38 og ligger derfor i ugen før den landsdækkende naturvidenskabsfestival i uge 39. I uge 38 er bl.a. også arrangeret et stjerneforedrag samt et foredrag om raketter.

1. Orientering om Børne- og Kulturudvalgets behandling af forslag til indførelse af nye former for brugerdialog på Herlev-Bibliotekerne

Spørgsmålet behandles på udvalgets møde den 26. august.

Biblioteket og brugernævnene havde fremsat et forslag om at afprøve nye former for brugerinvolvering i stedet for brugernævn. Det var vigtigt, at beslutningen blev taget nu, da brugernævnenes valgperiode udløber 31.12.09. I modsat fald skulle der iværksættes valg af nye brugernævn.
SF foreslog at bevare brugernævnene sammen med indførelse af nye dialogformer, idet de to former ikke udelukkede hinanden.
Børne- og Kulturudvalget tilsluttede sig forvaltningens indstilling, så brugernævnene ophører med årets udgang.
 
Kirsten Frandsen ønskede derefter en drøftelse af brugernævnenes aktivitet i resten af indeværende år og foreslog, at nævnene kunne bidrage til det fortsatte arbejde ved at overveje og diskutere de fremtidige former for brugerinvolvering. Der var tilslutning til dette, og man var også enige om, at resten af møderne skulle være fællesmøder. Næste mødedato er aftalt til den 24. november kl. 19-21.
I overvejelserne kunne inddrages etablering af en fast kerne i form af ”Bibliotekets venner”, og Lene Klemes tilbød også i fremtiden at være en kontaktperson, når der ved ombygning og lign. var brug for sagkundskab vedrørende tilgængelighed og handicapvenlighed. 

2. Nyt fra biblioteket

Musikbiblioteket har solgt ud af de gamle lp-plader. Der blev etableret et stort pladeudsalg i udlånet efter hollandsk auktionsprincip med en startpris på 20 kr. pr. stk. Salget tiltrak mange mennesker og indbragte i alt ca. 40.000 kr.
 
I efteråret forbereder biblioteket ”chipning” af alle materialer. I stedet for en stregkode isættes en elektronisk chip. Det er et omfattende projekt, idet vi skal have fat i alle materialer. Hvor det er relativt enkelt at isætte chips i bøgerne, udgør cd'er og dvd'er et større problem, da de udlånsenheder, der består af flere materialer, skal pakkes om.
Formålet er at øge brugervenligheden ved udlån og aflevering – det bliver lettere at registrere materialerne ved disse processer, ligesom tyverisikringen forbedres. Fjernlånsarbejdet lettes også, da vi umiddelbart vil kunne udlåne materialer med chip fra andre biblioteker, hvilket i dag er mere besværligt.
Det bliver også lettere at kontrollere materialerne for manglende enheder.
”Chipningen” forberedes i efteråret, hvor diverse udstyr, chips og programmer skal i udbud, hvorefter biblioteket i januar vil lukke for at foretage selve ”chipningen”. Hjortespring Bibliotek lukker i uge 2, og hovedbiblioteket lukker i ugerne 3 og 4.
Biblioteket har sparet op til denne ret store investering, og der har ikke været tale om personalebesparelser til finansiering af projektet.

Under dette punkt blev nævnt, at en døgnautomat ville være en god ide, idet postkassen ikke giver kvittering ved aflevering, og det kan efterfølgende give problemer. En afleveringsautomat er ikke nødvendigvis koblet sammen med en sorteringsmaskine, som det kan ses på andre biblioteker.
 
Kirsten Frandsen orienterede om et lyd- og lysprojekt i Herlev. Temaet er lys og lyd i byrummet, og det er et fælles kultur- og erhvervsprojekt. Nogle kunstnere var inviteret til København sidste år, hvor forskellige kommuner præsenterede, hvad man særligt ønskede at gøre opmærksom på. Herlev ønskede at synliggøre kulturaksen og Herlev Hospital. Resultatet af kunstnernes arbejde har bl.a. kunnet opleves i august, hvor der har været afholdt en lydfestival. Der var lavet to audiowalks, som var indspillet på mp3-afspillere. Med disse mp3-afspillere kan man blive guidet gennem byen og blive præsenteret for lydindtryk og kommentarer til de steder, hvor man befinder sig. Mp3-afspillere findes også på hospitalet, hvor patienter og pårørende kan have glæde af disse audiowalks. Der findes to ture gennem byen, og hver tager ca. ½ time. Lydprojektet blev præsenteret den 22. august, hvor deltagerne var fra 8 til 92 år – og alle morede sig.
Mp-3 afspillerne er også til udlån på biblioteket.
I februar tages fat på lysprojektet, som en tysk kunstner står for.
 
Pernille Jensen kunne berette fra Hjortespring Bibliotek, at sommeren var forløbet uden store uroproblemer. Der har tidligere været store problemer med urolige børn, men i januar fik de fire værste karantæne, og der blev holdt et møde mellem politi, Det Flyvende Korps, socialforvaltning og bibliotek. Initiativet medførte bl.a., at de urolige unge blev tilbudt forskellige aktiviteter og fritidsarbejde, hvilket har afhjulpet problemerne. De karantæneramte er begyndt at vende tilbage til biblioteket og er ikke længere årsag til uro. Der er fra kommunens side gjort en ihærdig indsats for at afhjælpe problemerne.
Radiatorfabrikken har netop haft 1 års fødselsdag, og den er et godt tilbud til de unge fra 15 år. Det er interessant, at man der ikke har nogle af de nævnte problemer.
 
Hovedbiblioteket har ligesom filialen haft uroproblemer, og ved en enkelt lejlighed måtte vi tilkalde politiet.
Generelt vil biblioteket også gerne kunne rumme disse unge mennesker, men de skal blot udvise en adfærd, så der også er plads til andre besøgende.
Biblioteket har i den anledning såvel en kulturel som social opgave. Der er behov for mange former for tilbud i kommunen.
 
Fremtidigt samarbejde med fokusgrupper vil og så kunne kaste lys over, hvad der skal til for at bibliotekerne forbliver attraktive.
 
Hjortespringfilialen har igen i sommer haft en del brugere fra kolonihaverne. Pernille Jensen har tidligere på året uddelt flyers i kolonihaveområdet, hvori hun bl.a. har informeret om det trådløse netværk og åbningstiderne.
Freddy Christensen refererede til, at det tidligere havde været på tale at lukke Hjortespring filial. Men det er ikke foreslået i år og har ikke været foreslået i mange år.

3. Efterårets arrangementer på bibliotekerne

Bibliotekets arrangementsprogram blev uddelt af hvilket man også vil kunne iagttage en vis forskel i arrangementsprofil mellem de to afdelinger.

4. Eventuelt

Lene Klemes foreslog, at biblioteket skulle på Facebook. Dette gav anledning til en drøftelse af bibliotekets anvendelse af de nye sociale netværk. Med podcastprojektet tilstræber biblioteket at komme de unge i møde der, hvor de er. De sociale netværk er også aktuelle at anvende i forbindelse med den fremtidige brugerinvolvering.

Sidst opdateret 24/09 2009 11:09
Søg



Aftal en tid

Send os dit spørgsmål i forvejen og få ½ times vejledning af en velforberedt bibliotekar

Find os

Kort med link til rute- og rejseplan:

Kommunekort

Vælg tema og få vist oplysninger om kommunen