Forside » Om biblioteket » Brugernævn » Referater fra brugernævnsmøder » Møde den 27. januar 2009, brugernævnet ved Herlev Bibliotek
Handlinger tilknyttet webside

Møde den 27. januar 2009, brugernævnet ved Herlev Bibliotek

Dagsorden

  1. Pæsentation af ny publikumschef, Lisbeth Gøttsche.
  2. Kommentarer til referat fra mødet den 9. september 2008.
  3. Opfølgning på brugernævnets ekskursion.
  4. Herlev Kommunes 100 års jubilæum. Brugernævnets evt. deltagelse.
  5. Forslag om fornyelse af brugerinvolvering. V. Kirsten F.
  6. Nyt fra Biblioteket.
  7. Fastlæggelse af brugernævnsmøder 1. halvår 2009.
  8. Eventuelt.


Ad. 1
Lisbeth Gøttsche præsenterer sig selv og sin uddannelsesbaggrund.

Ad. 2
Ingen kommentarer til referat fra mødet den 9. september 2008.

Ad. 3
Opfølgning på brugernævnets ekskursion til Nørrebro og Karrierebiblioteket. Der er enighed om at ekskursionen var en spændende oplevelse. I forlængelse af ekskursionen har biblioteket på personalemøde drøftet muligheden for lignende tiltag i Herlev. Der arbejdes videre med tanken.

Ad. 4
Herlev Kommunes 100 års jubilæum vil blive fejret i uge 25. Arrangementer vil være koncentreret omkring Herlev Hallen. Et af højdepunkterne vil være musicalen ”Alle tiders børn”. Jubilæumsugen slutter af med Herlev Festival i weekenden uge 25, hvor bl.a. Shu-Bi-Dua og Dodo & The Dodos vil optræde.
Biblioteket kan evt. gå i samarbejde med andre kulturinstitutioner om deltagelse, men endnu er der ikke aftalt noget. Hvis det sker, kan der meldes tilbage til brugernævnet for evt. hjælpende hænder.

Ad. 5
Nye former for brugerinvolvering har været på dagsordenen ved flere brugernævnsmøder. Første gang på fællesmødet mellem Hjortespring Biblioteks brugernævn og Herlev Biblioteks brugernævn. Der er enighed om at nedlægge brugernævnene i den nuværende form ved denne periodes udløb (ved udgangen af 2009). I stedet for kan man anvende engagerede brugere som en slags eksterne konsulenter (meningstilkendegivere), når biblioteket har behov for brugernes mening. Derudover forslag om at arrangere brugerhøringer i forbindelse med arrangementer på biblioteket, eksempelvis at der afholdes brugerhøring for interesserede brugere inden et arrangement. Baggrunden for nedlæggelse af brugernævn i dets eksisterende form er, at der i dag er forventning om mange forskellige former for brugerinvolvering og brugerdialog. Biblioteket har bl.a. haft god succes med at få dialog med en bred vifte af mange brugere, eksempelvis i forbindelse med bibliotekets udvikling af værdigrundlag, også med de unge brugere som kun i meget begrænset omfang har været repræsenteret i brugernævn. 
Kirsten vil herefter indarbejde forslaget i årsberetningen, som vil blive forelagt Børne- og Kulturudvalget i april måned.

Ad. 6
Nyt fra Biblioteket:

  • Der er nu mulighed for at få påmindelser fra biblioteket via sms, eksempelvis varsler om låneperiodens udløb på materialer, meddelelser om hjemkomne materiale ved reservering m.m.
  • Mangalounge på biblioteket er blevet indviet, og det har været en succes både blandt brugere i Herlev Kommune og borgere fra andre dele af landet. Der laves en event og konkurrencer i løbet af foråret.
  • Herlev-Bibliotekerne er i gået samarbejde med DR og en lang række andre biblioteker omkring læseklubben ”DR-Romanklubben”, hvor de ni deltagere som er med i Herlevkredsen, læser en bog og efterfølgende mødes på biblioteket og diskuterer indholdet.
  • I forbindelse med Herlevs formandskab i netværket ”Kreative byer” er der nu startet en projektkoordinator i en 25-timers stilling. Projektkoordinatoren har plads på biblioteket. Derudover er en projektleder blevet ansat i forbindelse med et andet projekt, ”Øresundsregionen som kreativ metapol”. Denne stilling er på fuld tid i 3 år.
  • Biblioteket / Pædagogisk Central har fået 2 pladser i en arbejdsgruppe, som skal arbejde med en ændring af skolernes pædagogiske servicecentre hen imod det at blive pædagogiske læringscentre. Repræsentanterne er Hanne Svendsen Holme og Kirsten Frandsen.
  • Biblioteket planlægger en omflytning i udlånet, der betyder at biografier flyttes fra dets nuværende placering under faglitteratur (stueetagen) til balkonen, således at det er placeret ved skønlitteraturen.  Avislæsesalen flyttes ned i tidsskriftsområdet ved det østvendte vinduesparti i stueetagen. Der var opbakning til denne idé, som bl.a. har til formål at skabe mere luft i faglitteraturen i stueetagen.
  • Herlev Bibliotek er i spidsen for en musikpodcastportal, der snart vil blive indviet på musikbibliotekernes fælles portal "musikbibliotek.dk". En aftale med Pladebranchens Fællesorganisation IFPI er netop faldet på plads.

Ad. 7
Næste brugernævnsmøder d. 31/3 og 9/6 2009.

Ad. 8. Eventuelt
Den 26. februar kl. 19 er der generalforsamling i Danmarks Biblioteksforening – Hovedstadsregionen. Den foregår på hovedbiblioteket i København, hvor der bliver lejlighed til at se den nye indretning og høre publikumschef Pernille Schaltz fortælle om baggrunden for den nye indretning. Skulle nogen have lyst til at deltage, skal de melde tilbage til Kirsten snarest, så en samlet tilmelding kan foretages.

 
Sidst opdateret 04/02 2009 12:02
Søg



Aftal en tid

Send os dit spørgsmål i forvejen og få ½ times vejledning af en velforberedt bibliotekar

Find os

Kort med link til rute- og rejseplan:

Kommunekort

Vælg tema og få vist oplysninger om kommunen