Bogbyttedage på Herlev Bibliotek
På bogbyttedagene kan du slippe af med de bøger du ikke længere har plads til, eller du kan fylde din reol med alverdens bøger som andre ikke længere har plads til
Alt kan medbringes, alt kan byttes
Du kan også bytte musik, computerspil, film mm.
Det er ikke nødvendigt at medbringe noget for at kunne tage noget - men du kan også komme med hele din bogsamling og gå uden at tage noget med hjem.
Gorm Thomsen, tidligere bibliotekar ved Herlev-Bibliotekerne - var opfinder, ophavsmand og ildsjæl for bogbyttedagen. Hans glæde og entusiasme smittede af på kolleger og besøgende, og han gjorde bogbyttedagene til en succes ud over Herlevs grænser. Han sagde om bogbyttedagene:
Den store dille i den store verden – dvs. Amerika – er book-crossing. Det betyder, at man efterlader sine læste bøger på offentlige steder: I undergrundsbanen, på en bænk i parken osv. Til gengæld samler man de bøger op, som andre har efterladt. Det ligner grangiveligt det, vi har praktiseret i Herlev i 18 år; bare har vi samlet bytteriet til tre gange årlig.
Enhver kan bringe og hente lige så mange bøger, som man selv har lyst til. Her er det første par tusinde bøger at vælge imellem. Og ikke bare bøger, men også alle mulige andre medier: LP, MC, CD, VHS, DVD, CD-ROM og, hvad man ellers kan finde på. Kun fantasien sætter grænser.
Kom og byt! Det er bytterne selv, der bestemmer, hvor meget der skal være at vælge imellem.
Gorm Thomsen er ikke mere, og dermed har bogbyttedagen mistet sin drivende kraft.
Men vi er mange der gerne ser at bogbyttedagene videreføres, også efter årets sidste bogbyttedag, søndag den 15. november 2009.
De første frivillige har allerede meldt sig, men der er meget arbejde i opstilling og nedtagning af borde og bøger omkring selve bogbyttedagen. Derfor søger vi ildsjælde der vil bruge lidt tid to eller tre weekender om året, så bogbyttedagene kan fortsætte i den rette ånd.
Hvis du er interesseret i at lægge en smule arbejde i bogbyttedagenes fortsættelse, kan du henvende dig til Jesper Christensen, tlf. 44 52 57 33, e-mail jec@herlevbibliotek.dk.


