
2019s bedste bøger for de 9-15-årige
Tre af mine yndlingsforfattere har tilføjet nye bøger til deres serier i 2019:
Anders Matthesen har givet os "Ternet Ninja 2". Har I ikke læst "Ternet Ninja 1", så skynd jer at få fat i den!
Så kan I læse om Askes kamp for retfærdighed sammen med T.N. Og Onkel Stewart spreder også hygge i denne bog ;-) Prøv lige at se en sjov anmeldelse her.
Robert Muchamore har skrevet bog 15 i serien "Cherub"; Serien om børn, der arbejder som agenter for den engelske efterretningstjeneste.
Børnene trænes i at klatre op ad stejle bjergsider, installere lytteudstyr, lære i karate med mere, før de sendes på missioner. Jeg elsker den serie og har tit overvejet, om det foregår i virkeligheden ;-)
Kasper Hoff har i 2019 udgivet to nye bøger i serien "Gamerz".
Serien handler om Tim, som er gamer og sammen med vennerne deltager i store turneringer. Der er masser af problemer, når man er med blandt de bedste!
Anmelder Emil Blichfeldt skrev: "Gamerz-serien er genialt skruet sammen. Man suser gennem bøgerne." Og jeg er helt enig ;-)
Lær om livet
Hvis du vil lære noget om livet og dig selv, så overvej lige disse bøger:
"Hvad er et æg? Bogen om videnskab i hverdagen" skrevet af Johan Olsen , der i 2017 skrev "Bogen om jorden".
Det er altså bare gode forklaringer på videnskab – godt formidlet til de 11-15-årige.
Eller filosofér lidt over tilværelsen med denne bog: "Tænk stort: en bog om filosofi for unge tænkere".
Og Sebastian Klein har i år blandt andet udgivet en sej quizbog, "Sebastians store quiz om dyr".
Der er 1000 spørgsmål! I 100 forskellige kategorier! Test dig selv, dine kammerater og din familie og bliv den store dyrenørd.
Meget mere Mira
Tegneserien om Mira af Sabine Lemire er også et must. Bogen fra 2019 hedder "Mira – #kreaklubben, #familie, #kys", og det er tredje bind i serien om Mira.
Hvis du ikke har læst om Mira endnu, så begynd med bog nummer et, der bare hedder "Mira".
Samme Sabine Lemire har i 2019 også skrevet bogen "Mira på lejrskole", hvor du selv er hovepersonen og selv vælger, hvordan historien skal udvikle sig – det er faktisk sjovt at styre handlingen selv!