Børn får læst en bog højt

Gode bøger, du kan læse for dit barn

05.11.18
Uge 46 er Nordisk Litteraturuge, hvor der er fokus på højtlæsning for børn. Vores børnebibliotekarer anbefaler her en række bøger til dig og dit barn

Når du læser med dit barn, handler det i bund og grund ”bare” om at være sammen om læsningen. Når I sidder og læser sammen, skaber du en situation af nærhed og tryghed, og læsningen bliver forbundet med noget positivt, der kan vare hele livet.

Sprog og begreber begribes, glæden ved at lytte og lege med lyde og ord opstår. Lysten til at udforske verden kan tage afsæt i stunden mellem barnet, bogen og den voksne. Dit barn bliver altså ikke bare glad for at læse, men bliver nysgerrig på at lære om verden omkring os.

Her får du en række anbefalinger til højtlæsning med dit barn:

Pegebøger for de 0-3-årige

Der udkommer løbende gode, inspirerende pegebøger, som tager udgangspunkt i temaer, som de helt små kan forholde sig til.

Bogen ”Modsætninger – dyr. Føl. Læs. Lær” er fuld af farver og finurligheder, og så kan man med fingrene føle teksturer i illustrationerne. Bogen er rigtig god til de helt små på 0-1 år.

I pegebogen ”100 første dyr” er der mulighed for gennem dialog at lære sit barn en masse om en række dyr. Bogen egner sig godt til de små på 2-4 år, der er begyndt at have sprog. Og dyr er altid et hit.

Billedbøger for de 4-5-årige

Det er tid til at samle svampe i skoven, og i bogen ”Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor” af Jakob Martin Strid skal Mumbo Jumbo ud at finde kantareller. Han kommer desværre til at spise af mysteriesvampene, som får ham til at blive kæmpestor. Der skal en lang rejse over Sibirien, hvor Baba Jaga bor, stop i Moskva, studier af fusionsenergi og fremmede planeters ritualer til for at vende hjem til normal størrelse – og tryghed hos vennerne og et kram i mors favn. En historie til forundring, dialog og fornøjelse.

”Selv de værste monstre børster tænder!” af Jessica Martinello er en hyggelig historie om et penibelt emne: tandbørstning. En opdatering af Karius og Baktus-temaet. Der er ingen løftede pegefingre, men en god portion humor, en god tandbørste og dertil tandpasta. Vi bliver præsenteret for et monster på badeværelset, som viser sig at være et vidende og venligt et af slagsen. Bogen kan nok få gang i børsteriet ude i de små hjem.

En rigtig sjov serie er også den om bjørnen Boris, som forfatteren Ryan Higgins har skrevet. Bøgerne kan det, som de rigtig gode børnebøger kan: tale til både børn og forældre med humor og referencer på flere niveauer på én gang. Især bogen ”Da Boris fik gæslinger” kan anbefales, hvor bjørnen Boris ved et uheld bliver ”far” for en håndfuld gæslinger, han med absolut ingen entusiasme på én gang forsøger at opdrage og at komme af med.

Billedbøger fra fem år

Forfatteren Kim Fupz Aakeson kan skrive bøger for børn og voksne i alle aldre. Med bøgerne om Lili får han tag i de yngste ned til to år, med Vitello-bøgerne er det de 3-7 årige, der rammes, og med hans nyeste er det os alle sammen:
”Jørgen og Else laver et menneske eller to” er en underfundig skabelsesberetning om Hr. og Fru Gud, som sammen skaber to børn af jord, vand, ild og luft. En humoristisk og hjertevarm fortælling, som både er for de 5-7-årige og deres voksne oplæsere.

”Undervejs” af Laura Knowles er en smuk og fascinerende fagbilledbog om 25 forskellige dyr, som vandrer: Indiske gæs, havternen, isbjørnen, kejserpingvinen – og menneskene, som er de levende væsener på Jorden, der rejser allermest. Og af mange forskellige grunde; blandt andet for at opleve noget, for at komme i sikkerhed og for at lære andre kulturer at kende.

Vandring er også temaet i bogen ”Toya flytter – Gennem ørken og bjerge” af Ichinnorov Ganbaatar, men her er der fokus på nomadefamilier i Mongoliet.Toyas familie pakker deres ting og telt sammen og begiver sig på vandring med deres flokke af får, geder, okser, kameler og heste for at søge mod steder, hvor der er mere græs og vand.

De når frem til en dejlig sø med grønt, frodigt græs og trækfugle. De rejer deres telt – jurten – og lever der sommeren igennem, indtil de bryder op og rejser igen.  
Både teksten og billederne i bogen skaber grundlag for mange snakke om forskellige måder at leve på. Og så er det bare en fantastisk smuk bog.

Materialer

Jo Ryan: Modsætninger - dyr : føl, læs, lær
Reservér
  • Billedbog

Modsætninger - dyr : føl, læs, lær

Af Jo Ryan (2018)
Læs mere
: 100 første dyr
Reservér
  • Billedbog

100 første dyr

(2018)
Læs mere
Jakob Martin Strid: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor
Reservér
  • Billedbog

Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor

Af Jakob Martin Strid (2018)
Læs mere
Jessica Martinello, Grégoire Mabire: Selv de værste monstre børster tænder
Reservér
  • Billedbog

Selv de værste monstre børster tænder

Af Jessica Martinello, Grégoire Mabire (2018)
Læs mere
Ryan T. Higgins: Da Boris fik gæslinger
Reservér
  • Billedbog

Da Boris fik gæslinger

Af Ryan T. Higgins (2017)
Læs mere
Kim Fupz Aakeson, Siri Melchior: Jørgen og Else laver et menneskebarn eller to
Reservér
  • Billedbog

Jørgen og Else laver et menneskebarn eller to

Af Kim Fupz Aakeson, Siri Melchior (2018)
Læs mere
Laura Knowles, Chris Madden: Undervejs
Reservér
  • Billedbog

Undervejs

Af Laura Knowles, Chris Madden (2018)
Læs mere
Ichinnorov Ganbaatar, Baasansuren Bolormaa: Toya flytter - gennem ørken og bjerge
Reservér
  • Billedbog

Toya flytter - gennem ørken og bjerge

Af Ichinnorov Ganbaatar, Baasansuren Bolormaa (2018)
Læs mere