Kærlighed, familieformer og forelskelse – for børn 3-8 år

01.02.21
Kærligheden bor mange steder, men for børn især i familierne. Læs om de mange slags i bøgerne her

Kærlighed og familie hænger uløseligt sammen.

Der er kærligheden mellem den/de voksne og barnet, og der er kærligheden mellem de voksne.

Familien som bosted for kærligheden kan bestå af en mor, en far og et eller flere børn. Familien kan også bestå af bare en voksen og et barn. Den kan bestå af to mødre eller to fædre og nogle børn. Eller af mange flere forældre og børn.

Under vore himmelstrøg kender vi mest familier som forældre-og-børn. Men en familie kan også være en kæmpestor størrelse, hvor grene og generationer lever sammen under samme tag og har en hverdag og et fællesskab sammen.

Ud over familierne er der jo også forelskelserne! Dem oplever børn også.

Familier og kærlighed eksisterer i mange former

De senere år er der udkommet en del billedbøger, som fortæller om familier, der består af to fædre, to mødre eller noget helt andet. Der er blevet sat ord og nuancer på. Vi bliver lukket ind i familier med hverdage som de flestes, med tanker og bekymringer som de flestes og med oplevelser som de flestes:

"Men størst af alt" og så har man sådan lyst til at fortsætte; "er kærligheden". Det er nok også meningen.
Kim Fupz Aakesons billedbog "Men størst af alt" handler både om Gud, Fandens Oldemor og menneskene og alle de store følelser og spørgsmål.

I "Pigefest – for Søren!" har pigen Tulle vældig mange bekymringer. For hvordan kan hun holde pigefødselsdag, når det er to fædre, hun har? Problemet bliver heldigvis løst. 

Villy i "Æggedreng"  er lidt frustreret over, at han kun kan diske op med en helt almindelig far og mor, da han begynder i skole. Ikke noget med anderledes familieformer her.
"Æggedreng" er en billedbog af Lars Daneskov for børn fra fire år. 

"Martines far" af Mette Døssing Hviid  bringer endnu en familietype på banen, nemlig det at være donorbarn og bo alene med sin mor.

Også Karla i "Hvor er Karlas far?", "Karla leger 'mor og børn’" og "Karla ønsker sig en far" af forfatteren Pia Olsen er donorbarn. 

Der findes mange flere gode billed- og højtlæsningsbøger, hvor vi møder forskellige familieformer. Her er et udvalg:

Forelskelse i børnehøjde

Forelskelse er en stærk følelse, der kan give en "glad sitren i hele kroppen".

Anne Fiske beskriver fænomenet "forelskelse" i bogen af samme navn.

"Børste – hindbærbrus og røde nøjfer" er en højtlæsningsbog om pigen Børste, som mærker hindbærbrus i kroppen, når Ludvig er tæt på hende. Find den her på eReolen.  

I "Betty har en hemmelighed" af Alberte Winding er hemmeligheden en kæreste. Men hvad bruger man en kæreste til? Det kan far fortælle, for han er jo kæreste med mor.

Den vanskelige kærlighed beskrives i "Krokodille og Giraf – et mageløst par" og "Den lille krokodille og den store kærlighed" begge af forfatteren Daniela Kulot.

Gå på opdagelse i de store følelser!