
Årets bedste fagbøger 2018 – ifølge Louise
Som altid forsøger jeg at vælge én fagbog som årets store favorit – sidste år blev det "En ualmindelig og kortfattet danmarkshistorie – fra begyndelsen til for nylig" af Asser Amdisen. I år var valget lidt sværere!
De to potentielle vindere af titlen var "Svenskekrigene" af Sebastian Olden-Jørgensen og "Velkommen på bagsiden" af Poul Duedahl. Begge virkelig, virkelig gode bøger – men også vidt forskellige.
En stor historie i kort format og nyt lys
Den ene, "Svenskekrigene", skal du læse fra ende til anden – til gengæld er den kun på 100 sider. Den er nemlig en del af serien "100 danmarkshistorier" fra Aarhus Universitetsforlag, hvor der hver måned i 100 måneder udkommer en lille bog på 100 sider om en begivenhed fra danmarkshistorien.
"Svenskekrigene" er for øvrigt en af to bøger, der i år er udkommet om emnet. Den ene på 100 sider, den anden på 600 sider! Og så er det jo i virkeligheden lidt af en bedrift i sig selv, at Olden-Jørgensen har formået at overholde kravet om de 100 sider.
Skal du læse lidt om "Svenskekrigene" – og det synes jeg faktisk, du skal, for det er en meget vigtig del af vores danmarkshistorie – så kan du roligt og med god samvittighed vælge den korte udgave. Den er helt genial.
Olden-Jørgensen formår at sætte svenskekrigene i et nyt historisk lys, hvor de ikke fremstår helt meningsløse, og samtidig viser han, hvilken indflydelse krigene har haft på eftertiden.
Glemte skæbner frem i lyset
Den anden, "Velkommen på bagsiden" af Poul Duedahl, er lidt af en moppedreng, hvad angår både format og antal sider. Det er dog også en af den slags fagbøger, jeg holder meget af. Sådan en, hvor man kan læse kapitlerne helt uafhængigt af hinanden. Læse et kapitel nu, det næste om en måned – og måske endda læse andre bøger indimellem, uden det gør det mindste for den samlede oplevelse.
I bogen, som blev skrevet i anledning af historiefestivalen Golden Days tema "B-sider" og for øvrigt lige er blevet nomineret til Weekendavisens litteraturpris 2018, tager Duedahl fat på syv temaer, som alle belyser nogle af 1800-tallets bagsider. Vi hører om 21 skæbner, der alle er havnet i historiens glemmebog, men som Duedahl nu vælger at hive frem i lyset på meget velskrevet og fængende vis.
Og vinderen er...
Men tilbage til årets favorit, for valget skal jo træffes. Alene ud fra bogens indhold ville "Velkommen på bagsiden" nok løbe med sejren.
Men sådan er det jo bare ikke altid. Jeg er nemlig også ret stor fan af de bøger, man kan tage med sig overalt. På stranden en god sommerdag, på togturen, i venteværelset og ikke mindst i sengen.
Selv læser jeg altid minimum seks minutter inden sengetid, mere skal der faktisk ikke til for at mindske stress i kroppen med hele 68%. Til det er formatet på de nye bøger i serien "100 danmarkshistorier" helt perfekt. At de ovenikøbet er velskrevne udgør den perfekte kombination, og så er sengetidslæsningen sikret i hvert fald de næste 100 måneder. Altså bliver dette års vinder af titlen som årets bedste fagbog "Svenskekrigene" af Sebastian Olden-Jørgensen.
De andre bøger på min liste over årets bedste finder du nedenfor. For der er selvfølgelig blevet udgivet mange flere gode fagbøger i 2018. God læselyst!