Menneskæbner i Dansk Vestindien
Menneskæbner i Dansk Vestindien

Da Danmark solgte paradis

I år er det 100 år siden, at Danmark solgte De Dansk Vestindiske Øer til den nette sum af 25 millioner dollars til USA. Men paradis er i virkeligheden en overdrivelse – i hvert fald hvis vi ser 100-200 år tilbage i tiden. Ikke desto mindre er der nok mange, der i dag vil forbinde de Dansk Vestindiske Øer med netop paradis, især når blikket falder på de hvide sandstrande og det turkisblå hav.

I anledningen af 100 året for salget af øerne har vi på biblioteket valgt at sætte fokus på historien om de tre små (tidligere danske) øer i Det Caribiske Hav. Vi kalder det Vejen til frihed! Både for kolonierne og de tusindevis af slaver, som var tvunget ud i hårdt arbejde i de danske plantager. Du kan sammen med os på biblioteket blive meget klogere på dette mørke kapitel i danmarkshistorien. Den 4. september kan du høre historiker Louise Sebro udfolde historien om slavesamfundet og menneskesæbner i Dansk Vestindien. Eller du kan tage med, når Gitte Bergendorff Høstbo beretter om de fordømte mænd fra øerne, som kom til fængslet i Horsens for at afsone deres straf.

Læringsrollespil i samarbejde med Kildegårdskolen

Alle 7. klasserne på Kildegårdskolen får sig desuden lidt af en oplevelse, når vi i næste uge skyder gang i et historisk læringsrollespil og kaster os ud fra boghylderne og ind i en verden af høj sø, grødrationer, sukkerhandel og kvalmende overfarter over Atlanterhavet i kurs mod at skabe lyst til læring. Rollespillet er udviklet af Eventyridderne og lægger op til at eleverne både skal teste deres kreative evner og afprøve forskellige stunts og andre virkemidler, som vi kender fra rollespillernes verden. Gennem både rollespil og workshops sikrer vi, at eleverne får kendskab til historien om de Dansk Vestindiske Øer på en anderledes, sanselig og øjenåbende måde. Forløbet er foruden den lokale støtte fra både Fonden Herlev Bladet og Tømmerhandler Vilhelm Bangs Fond også støttet af Nordea Fonden og HistorieLab.   

Kast lys over historien med litteratur

Har du lyst kan du stikke snuden i noget af al den spændende litteratur, som findes om Dansk Vestindien og ikke mindst Danmarks tid som kolonimagt. Du kan jo starte i året 1967 hvor Slavernes Kyst af Thorkild Hansen udkommer. Bogen er en del af en serie, som udkom i tre bind og som i 1971 sikrede T. Hansen Nordisk Råds litteraturpris. På dette tidspunkt var fortællingen om slaveriet i Dansk Vestindien ikke særligt udbredt. Læs blot dette citat fra bogen:

”Lydløse paa deres nøgne fødder vandrer slaverne gennem to hundrede aar af Danmarkshistorien uden at efterlade sig andre spor end skolebøgernes lille oplysning om, at Danmark var det første land, som afskaffede slavehandlen. Tusinder af mænd, kvinder og børn. Og bagefter en enkelt sætning. Som er forkert.”

Eller du kan kaste dig over Kolonierne i Vestindien af Ove Hornby fra 1980 som, foruden skarp historieformidling, indeholder en lang række illustrationer, billeder og gengivelser af originale kilder, som for eksempel den check, på 25 millioner dollars, som Danmark modtog ved salget af øerne i 1917. 

Er du mere interesseret i en kort introduktion til øernes historie, så skal du vælge bogen Kulturmøder – i dansk kolonihistorie af Marianne Rostgaard og Lotte Schou fra 2010, for heri får du netop det, og så endda sammen med mange andre fortællinger om Danmark i imperialismens tjeneste. Eller måske en mere dybdegående fortælling om øernes histories? Så tag Danmark og kolonierne – Vestindien under armen. En serie som for øvrigt findes i fem bind, som fortæller historien om Danmark som kolonimagt fra start til slut.  

Foretrækker du historie fortalt på en anderledes facon, så er I Orkanens Øje af Signe Trolle Gronemann og Rikke Vindberg fra 2005, et fremragende bud på en interessant bog. Her får du historieformidling i kombination med personlige beretninger fra en række danske mænd, som har sat sit præg på historien. 

En anden og meget interessant vinkel på livet på de dansk vestindiske øer får du gennem læsningen af biografien om Margaret Lang med titlen Lucretia og Margaret – Slavebarnets historie af Hugh Zachariae fra 2005. Fortællingen bygger på en række breve, hvoraf en del er gengivet i bogen, mellem både Margaret og hendes mor, slaven Lucretia, og andre familiemedlemmer.

Et af de nyere bud på historieformidling om Dansk Vestindien har titlen Dansk Vestindien – fra dansk koloni til amerikansk territorium af Rikke Lie Halberg og Bertha Rex Coley. Bogen har en overskuelig størrelse, er flot illustreret og byder på masser af gode fortællinger.

Den sidste og nyeste titel som bør nævnes i denne sammenhæng er romanen Haabet af Mich Vraa, på grænsen mellem fakta og fiktion formår Mich Vraa at formidle historien om skibsreder Frederiksen og hans datter Maria på en yderst fængende og interessant måde. Bestemt værd at læse, hvis du er vild med skønlitterære værker, der læner sig op af den historiske virkelighed.

Materialer
  • Bog

Kolonierne i Vestindien

Af Ove Hornby (1980)
Læs mere
  • Bog

Kolonierne i Vestindien

Af Ove Hornby (1980)
  • Bog

Kulturmøder i dansk kolonihistorie

Om danskernes deltagelse i koloniseringen og de mange møder mellem danskere og ikke-europæiske samfund og kulturer
Læs mere
  • Bog

Kulturmøder i dansk kolonihistorie

  • Bog

Vestindien : St. Croix, St. Thomas og St. Jan

(2017)
De tre vestindiske øer blev mellem 1672 og 1733 en del af den dansk-norske stat. Her fortælles historien om befolkningens forhold på de tre øer, som udviklede sig vidt forskelligt, men havde slaveriet tilfælles
Læs mere
  • Bog

Vestindien : St. Croix, St. Thomas og...

(2017)
  • Bog

Dansk Vestindien : fra dansk koloni til amerikansk territorium

Læs mere
  • Bog

Dansk Vestindien : fra dansk koloni t...

  • Bog

Haabet : 1787-1825

Af Mich Vraa (2016)
Fregatten Haabet stævner i 1803 ud fra København med skibsreder Frederiksen og hans 14-årige datter Maria om bord. Undervejs afdækkes skibets mørke fortid, samt en række hændelser der har stor indflydelse på Marias opvækst og liv
Læs mere
  • Bog

Haabet : 1787-1825

Af Mich Vraa (2016)