
Kreativ jul for få penge
Decemberhyggen behøver ikke koste alverden. Du kan lave en billig og fin juledekoration af en tom konserversdåse, lys, mos, perler og sløjfebånd – se i bogen "Julerier" af Pia Buusmann.
Eller tag børnene med i køkkenet og lav peberkager med farvet glasur, jeg er sikker på, de vil elske det. Du kan finde opskrift og idéer i Trine Hahnemanns bog "Nu er det jul".
Eller hvad med at overraske dig selv hver dag i julemåneden? Grib bogen "Annes julekalender" af Anne Hjernøe, hvor du bl.a. får opskrift på julesnaps med tørret citrus og stjerneanis og gravad laks med cremet sennepsdip – mums, 24 dage med lækker mad!
Der er endnu en fin bog med 24 velsmagende og kreative idéer til sjove juledage i bogen "Sifs magiske julekalender". Her kan du se, hvordan man laver en magisk julerystekugle eller dejlige snevejrs-slikkepinde.
Småkagegaver er altid en god ide; bag og kom dem i en fin dåse eller et syltetøjsglas med rød sløjfe om. Du kan finde opskrifter på både vaniljekranse, brunkager og klejner i Annemette Voss bog "Julebag".
Hjemmelavede julegaver er også et hit, og i bogen "Pomponjul" kan selv de helt små børn være med. Til sidst kan gaven pakkes ind og pyntes med et spiseligt til/fra kort – se i bogen "Tobias jul".