Mandagssalon special om "Morgenstjernen"

En mailkorrespondance om Karl Ove Knausgaards roman "Morgenstjernen"
Noglegange sker det, at en roman er så særlig og så stor en læseoplevelse, at man må gøre noget nyt for at formidle den. Marit og Nanna har skrevet sammen om sådan en roman, nemlig Karl Ove Knausgaards "Morgenstjernen"
 

Mail fra Marit til Nanna

Hej Nanna

Jeg har netop fået læst Knausgårds nye roman ”Morgenstjernen”. Jeg er ret begejstret og vil gerne anbefale den.

Den her bog er ret syret med underlige hændelser, dyr, der opfører sig mærkeligt, mørke og uro.
Jeg blev fascineret af temaet med den gigantiske stjerne på augusthimlen som omdrejningspunkt, og de ni personers intense oplevelser i dagene omkring stjernens opdukken. Med det samme var jeg tilbage i Tintin-tegneserien ”Den mystiske Stjerne”.

Tilbage i 1980’erne læste jeg en del magisk realisme fra primært Sydamerika, bl.a. Borges og Márques, men også Blixens fortællinger og senere Murakami har fanget mig. Jeg synes det magiske er en lille smule uhyggeligt, men jeg bliver alligevel draget af det metafysiske univers. Jeg tror det er derfor, jeg blev så optaget af ”Morgenstjernen”. Frygt og fascination.

Jeg mener egentlig ikke, romanen ligner noget andet Knausgård har skrevet, men det fængslende sprog går selvfølgelig igen.

Hvad synes du om den?

Marit

Nannas svar til Marit

Kære Marit

Tak for din mail – sjovt du skriver, for jeg har OGSÅ lige slugt ”Morgenstjernen”! Jeg læste den i løbet af en uge, eller jeg kværnede den, som man gør, når man har fået en rigtig god bog i hænderne, og jeg følte, den styrede mine følelser hele den uge. For mig var det som at blive fanget af en af de bedste serier på HBO – jeg kunne ikke gå i seng, før jeg havde fået et afsnit mere. Det er faktisk første gang, jeg læser noget af Knausgaard, på trods af at jeg ofte har haft en fornemmelse af, at det sikkert ville være noget for mig.

Jeg så et foredrag med Karl Ove Knausgaard himself på Testrup højskole i sommeren 2011, dagen for ulykken på Utøya. For mig svømmer de to begivenheder sammen, og mødet med Knausgaard har på en måde adopteret lidt af den uhyggelige følelse, der bredte sig blandt os højskoleelever i takt med at flere og flere fik de forfærdelige nyheder fra Norge. Det uhyggelige slør af ”et varsel” har nu også præget min læsning af ”Morgenstjernen”, hvor vi meget af tiden befinder os ”lige inden der skal ske noget forfærdeligt” – uden at vide, hvad det er, der skal ske.

Varslet kommer, som du skriver, fra den stjerne, der pludselig har indfundet sig på himlen den her megavarme dag i august, hvor romanen foregår. Du skriver, den minder dig om magisk realisme og Karen Blixen – jeg kom til at tænke på Lars von Triers film ”Melancholia”, hvor en stjerne eller planet nærmer sig jorden faretruede hurtigt. Det får hovedpersonerne i filmen til at forholde sig til døden – og det gør de også i ”Morgenstjernen”.

Det er ikke et emne, jeg særligt ofte læser om, men fx er der en scene i bogen, hvor en præst skal begrave en afdød, der ikke har nogle pårørende. Derfor er graveren vidne, sammen med præsten, og hun holder en prædiken kun for de to. Den scene har jeg ofte tænkt på siden. Den tomme kirke og de to, der sørger over et menneske, de aldrig har mødt levende.

Præsten er en af de mange karakterer, der får tid til at tale i romanen. Hvilken person kunne du bedst lide at læse om? Hvilken person er vendt tilbage til dig, når du har tænkt på bogen? For mig var præsten Kathrine en stærk karakter. Hun sidder i et fly på vej hjem fra kursus, hun er på vej hjem til sin mand og deres hjem med to fælles børn, men noget i hende har lyst til IKKE at vende hjem.

Hvad er det, der trækker hende væk fra det trygge hjem og familien? Jeg genkender den frihedstrang hos hende, og jeg bliver nysgerrig efter, hvordan hun forvalter den…

Glæder mig til at høre fra dig.

Kh Nanna

Marits svar til Nanna

Kære Nanna.

Nu du nævner præsten Kathrine, så fangede hun også mig. Jeg har selv taget en ”take off” i mit dagligliv nogle gange. Det er en fantastisk frihedsfølelse, men skal også gøres under ansvar. Jeg bliver irriteret på hende, når hun ikke kan (eller vil) vende tilbage til hverdagen. Hun prøver selvfølgelig, og det er muligt det går – jeg håber det. 

Vi er alt for egocentriske i vores valg/fravalg. Livet handler ikke om, at vi skal sætte os selv i centrum, men derimod om at være til stede i samværet med andre. Mennesket er et flokdyr, men vi bevæger os hele tiden i retning af selvoptagne behov og krav. ”Se mig”-kulturen er kvalmende efter min mening (men jeg er også en midaldrende dame!). Jeg kan mærke Kathrine, og jeg kan godt lide hende, men jeg synes også hun skal tænke sig godt om i sine valg. Det kunne være spændende at følge hende.

Dog er det i virkeligheden Egil, som jeg finder mest interessant. Han optræder jo både i fortællingen og med et med et essay ”Om døden og de døde” til sidst i romanen. Jeg har tænkt meget på ham og hans ord, efter at have afsluttet bogen.

Helt konkret kan jeg godt lide den måde, han forsøger at nærme sig sin søn på, som han (guderne må vide hvorfor) har svigtet totalt. Han fremstår, modsat Kathrine, mere og mere ansvarsfuld. Omvendt fortegn – den ene, Kathrine, bevæger sig fra det etiske til det æstetiske; den anden, Egil, bevæger sig fra æstetiker til etiker (for nu at bringe Kierkegaard på banen). Sjovt nok kender de to hinanden fra barndommen, og begge har døden tæt på sig i romanen, som du også var inde på.

Egils filosofiske betragtninger om livet, og ikke mindst døden, satte spor hos mig. Vi ved vi skal dø, men mange af os har svært ved at acceptere den kendsgerning. Døden giver bare så meget mening, når Egil skriver om den. Ingen død – intet liv. Hvis ikke det levende dør, vil der ikke være plads til nyt liv. Som han (lidt snørklet) skriver:

Døden er det der gør udvikling mulig. Og den udvikling er det der har gjort os mulige. Vi er næsten lige så unødvendige som døden, og hvor mærkeligt det end lyder, er vores tilværelser her tættere knyttet til den end til livet.
 Det er døden der har skabt os.
(Morgenstjernen s. 619)

Hvad siger du til den, Nanna?

Ps. Læg lige mærke til at det er Egil, alias Knausgård, der har sat afsnitsangivelse ind foran den sidste sætning; den skal stå for sig selv!

Kh
Marit

Nannas svar til Marit

Kære Marit

Tak for din mail og beklager min lange svartid. Selvom det nu er en måneds tid siden, jeg læste Mortenstjernen, ligger mange følelser og indtryk stadig meget tydeligt fremme i min hukommelse. Og jeg nyder at dykke ned i dem.

Uha jeg kan godt forstå, at Egils afsnit er dit yndlings. Han er også den, der får allerflest sider i bogen. Vi følger ham både en sommerdag, hvor han skal hente sin søn hjem til sit hus i skoven, og så får vi hans lange essay om døden til sidst, som du refererer til. For mig var hans beskrivelse af skoven magisk.

Når jeg tænker på scenerne fra hans hus, hvor han sidder i bragende sol på terrassen med udsigt over havet og den lille ”parkeringsplads” hvor hans båd ligger til og slår ind mod klipperne…når jeg tænker på den duft, der kommer op fra skovbunden, når temperaturen bliver rigtig høj om sommeren…så har jeg det som om, jeg har været inde i skoven, sammen med Egil. Det er nogle af de bedste, mest sansende beskrivelser, jeg nogensinde har læst. Ja, det tør jeg godt sige.

Tak for dine overvejelser om Kathrines ”udbryder-trang”, jeg bliver meget glad, når en læseoplevelse kan være anledning til, at du skriver sætningen: ”Livet handler ikke om, at vi skal sætte os selv i centrum, men derimod om at være til stede i samværet med andre” i en mail til mig. Med hvilket afsæt skulle vi ellers have haft mulighed for at få sådan en sætning på banen? Det er derfor, jeg elsker at læse og at tale med – blandt andre dig og Mandagsklubben – om litteratur. Det er nok en af de mange essentielle veje at gå, når vi skal tale om Morgenstjernen – om mennesket skal eller kan gå alene eller i flok - og om man kan leve uden det ene eller det andet.

Jeg tør bedre tale om livet i bogen, end om døden. Det får mig til at tænke på, at en ven af mig kaldte romanen for ”urbogen”, der er sgu noget bibelsk over den, med hele dens forholden sig til både levet liv og døden. Samtidig vil jeg påpege, at det, der gør det til en fantastisk læseoplevelse for mig, er alle bogens hverdagsdetaljer, der omkranser de eksistentielle overvejelser.

I detaljer bliver der for eksempel købt ind til en surprisefødselsdag: rejer i en stor isklump, der ikke må smelte på bagsædet af bilen, hvilke øl og hvilken champagne, der skal serveres, hvordan fødselsdagskagen bygges op, og hvordan værtinden skal nå at putte sit barn, gøre rent, og få styr på den kæmpe sværm af mariehøns, der netop er landet på terrassen…

Der er mange veje at gå i denne samtale, og jeg håber, at vi får vækket læselysten derude. Lad os snart snakke mere – på biblioteket eller simpelthen over et stort glas rødvin!

Kærlig hilsen Nanna

Materialer
  • Bog

Morgenstjernen

Stort anlagt kollektivroman, hvor den pludseligt opståede morgenstjerne står som den samlende figur på himlen over Bergen og bogens personer. Knausgårds fans og læsere af velskrevne fortællinger med mange lag vil ikke blive skuffede
Læs mere
  • Bog

Morgenstjernen

Karl Ove Knausgård: Hvorfor skriver jeg?
  • Bog

Hvorfor skriver jeg?

Karl Ove Knausgårds (f. 1968) personlige essay om skrivekunsten og hans personlige refleksioner over, hvad det at skrive betyder for Knausgård selv
Læs mere
  • Bog

Hvorfor skriver jeg?