""

In Memorandum Terry Pratchett

20.04.15
En kæmpe skildpadde kaldet A’Tuin sejler gennem himmelrummet med fire elefanter på sit skjold. På skuldrene af de fire elefanter balancerer Discworld – flad som en pandekage og fyldt med mysterier, intriger, fantastiske personligheder og folk (næsten) ligesom dig og mig.

Megamagikeren

Sir Terence David John Pratchett blev født den 28. april 1948. I sine unge dage ville han gerne være astronom, men han manglede de nødvendige matematiske evner. I stedet fokuserede han på science fiction og uddannede sig som journalist. Som 20-årig interviewede han en forlægger og nævnte henkastet at han arbejdede på en bog – det førte hurtigt meget med sig, og i 1971 blev hans første bog ”Tæppefolket” udgivet.

Når magien bliver for broget

Terry Pratchett er en af de mest solgte forfattere i Storbritannien, og han har produceret omkring 100 udgivelser. Mere end 85 millioner af hans bøger er spredt verden over på 37 forskellige sprog. For år tilbage så han sig dog nødsaget til at skifte tysk forlag, da de uden hans tilladelse indsatte en reklame for suppe i hans roman ”Pyramids”.

Det fantastiske lys

Mest kendt er han dog for sin serie om Discworld, som der er udgivet 40 romaner om. Discworld er science fiction kombineret med fantasy, og beboet af alt fra dværge, trolde og vampyrer til hekse, troldmænd og antropomorfe figurer som Døden, Tandfeen og ”The Hogfather”, Discworld-udgaven af Julemanden. Selvom Discworld er spækket med magi og skøre påfund, håndterer bøgerne mange genrer og mange samfundskritiske emner, og i løbet af 40 bøger kommer vi vidt omkring ligestilling, diskrimination, fanatisme og kampen for frihed og ret til at træffe egne valg, på både godt og ondt. Uanset om man er til krimibøger sat i storbyen og fyldt med politiske intriger og mordgåder eller magi, drager og talende dyr, så har Discworld noget for dig.

Mageløse Maurice og hans rådsnare rotter

Terry Pratchett har dog bedrevet meget mere end Discworld-bøger, og er man katteelsker bliver man nødt til at investere i en lille tynd bog med navnet ”The Unadulterated Cat”. Her bliver man præsenteret for sjove illustrationer og humoristiske katteobservationer. Terry Pratchett forklarer fx at hans familie kun fik kat, fordi de blev generet af en nabokat, der hele tiden rendte rundt i deres have, og en ven argumenterede at den bedste måde til at holde andre katte væk på er ved selv at få en. Den smarte læser kan muligvis spotte problematikken ved denne tilgang, men kat har familien Pratchett alligevel haft siden da.

Magiens farve

Terry Pratchetts indflydelse strækker sig langt, og han har inspireret tusindvis af læsere verden over og vil fortsætte med at inspirere selv nu, hvor han er væk. Der er efterhånden mange af hans bøger, der er blevet oversat til dansk, men for 20 år siden blev man nødt til at læse de fleste af hans bøger på engelsk. Den første jul, hvor jeg ønskede mig hans bøger på engelsk, fik jeg 17 af dem, og de står stadig på hylderne derhjemme ved siden af de 30-40 andre af hans værker, som jeg siden da har tilegnet mig.

 

En hat fuld af himmel

Terry Pratchett offentliggjorde i 2007 at han var blevet diagnosticeret med en sjælden form for alzheimers, og det var denne sygdom der den 12. marts 2015 – i en alder af blot 66 år – satte det sidste punktum i Terry Pratchetts personlige historie. Alle læseglade mennesker ved dog at bøger og de tilhørende forfattere sætter deres præg på hvem vi er og hvem vi bliver, på vores drømme og på vores håb, og ingen forfatter er i sandhed væk, så længe deres historier lever videre og bliver genfortalt for de næste generationer.

 

No one is actually dead until the ripples they cause in the world die away. – Reaper Man

Do you not know that a man is not dead while his name is still spoken? – Going Postal

There isn’t a way things should be. There’s just what happens, and what we do. – En hat fuld af himmel

Originally published by tablo, Odense Centralbibliotek.