Lucifer i armene på Døden på forsiden af andet bind af "Lucifer".
Lucifer i armene på Døden på forsiden af andet bind af "Lucifer".

Tegneserier for unge og voksne #1

10.02.20
Vi har fået nogle af de mest roste graphic novels og tegneserier gennem tiden. Læs en varm anbefaling her

Tegneserier kan være stor fortællekunst, og vi har fået fingrene i nogle af de allerbedste. I denne artikelserie anbefaler jeg nogle af de nye tegneserier.

Her kan du blandt andet stifte bekendtskab med de sidste to handyr i verden, en anarkistisk gonzojournalist, et tog på rundfart i et apokalyptisk vinterlandskab og den faldne engel Lucifer i et helt fantastisk epos.

Denne gang: "Lucifer"

Lucifer begyndte sit liv i Neil Gaimans ”Sandman”-serie, der (med rette) er en af de mest hyldede graphic novel-serier nogensinde. Den er tilgængelig i deluxe-udgave på Herlev Bibliotek og kan reserveres her. Gaiman blev efter "Sandman" bedt om at udpege en karakter, der kunne få sin egen spin-off-serie, og valgte Lucifer.

Det tog noget tid for udgiverne at gå med til at lave en tegneserie om en så kontroversiel figur, men hurra for at de gjorde det! Serien er noget af det bedste, jeg nogensinde har haft fornøjelsen af at læse.

Giv den tid

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke var helt solgt i starten. Og da serien ganske hurtigt fik ny tegner med en markant anderledes stil, var jeg tæt på at stå af. Men hold da op, hvor blev jeg belønnet for ikke at gøre det.

Serien formår at opbygge et gigantisk univers, hvor bibelske figurer interagerer sømløst med figurer fra andre religioner og helt almindelige mennesker, og det er ganske enkelt sublim.

Lucifer filosoferer over sin brors og sin egen skæbne

Lucifer filosoferer over sin brors og sin egen skæbne.

Nyt take på velkendt karakter

Lucifer er i denne udgivelse ikke den klassiske djævel med horn, hove og trefork. Han er en udspekuleret, falden engel, hvis drivkraft er lysten til at vriste sig fri af Guds altomfattende skaberværk og opnå at blive herre over sin egen skæbne.

Lucifer er ikke rigtig ond, men han er kynisk og kalkulerende og villig til at ofre alt for at nå sit mål. Og så har han i øvrigt opsagt jobbet i Helvede og i stedet åbnet en natklub i Los Angeles.

Historien følger mange skæbner fra små ”almindelige” væsener (herunder mennesker), der bare bebor de forskellige verdener, til de store spillere som guder, engle og dæmoner, der kæmper om og i disse verdener.

Der er en sand perlerække af bifigurer, og det er forbløffende, hvor meget og hvor hurtigt man bliver investeret i deres historier.

Mesterlig udgivelse

Skaberne af serien har formået at opbygge et stort og magisk univers, der samtidig føles virkeligt. Karakterne er bombastiske, men Lucifers trang til at træde ud af sin fars skygge og bestemme selv er såre menneskelig. Dialogen er uhyggeligt velskrevet og fordrer ofte filosofiske og religiøse overvejelser, der hænger ved selv længe efter, man har lagt sidste bind fra sig.

Jeg kan simpelthen ikke anbefale serien nok.

”Lucifer”-serien er på i alt fem bind (med en spin-off på yderligere tre bind). Den er desuden lavet til en tv-serie med samme navn, der blandt andet kan findes på Netflix. Den afviger dog ret meget fra tegneserien.

Kæk udveksling mellem en fordømt kvinde og en munk

Udveksling mellem en fordømt kvinde og en munk.

Gud taler til Lucifer (Samael) og hans bror, ærkeenglen Michael

Gud taler til Samael (Lucifer) og hans bror, ærkeenglen Michael.