Tilbage til sommerhuset

03.08.21
Ferieperioden er ved at være ovre, men sommerhuset kan bruges hele året – de to bøger jeg vil anbefale, har netop omdrejningspunktet "tilbage til sommerhuset".

Detox

Steffen Jacobsen, der ellers skriver gåsehudsfremkaldende spændingsbøger, har skrevet en fin, lille roman om angstens grimme ansigt.

I bogen møder vi Anne, som er ramt af sorg, da både hendes søster og far begge er døde inden for kort tid. Anne tager med sin mor og storebror i familiens sommerhus for at rydde op i faderens ting.

Det er en både skræmmende og befriende fortælling om at være sindsyg, bede om hjælp og om at finde hjem i sig selv.
Steffen Jacobsen har skrevet om et alvorligt emne, men med hans sædvanlige "glimt i øjet".

Hør også podcasten Bogselskabet P1 på dr.dk, hvor Steffen Jacobsen snakker med Anne Glad om bogen Detox.

Overleverne

Svenske Alex Schulman har skrevet en meget stærk fortælling om barndom, fortrængninger og den skrøbelige familiedynamik.

Bogen handler om tre brødre, der tager tilbage til familiens ødegård for første gang i 20 år. Med sig har de deres mors aske i en urne... Og så er historien ligesom i gang.

Romanen har både et fortids- og nutidsspor og historien fortælles baglæns. Disse tidsforskydninger gør det vældig nervepirrende, kapitel for kapitel, at finde ud af hvad der skete i familien.
Langt inde i romanen falder brikkerne pludselig på plads i èn enkelt sætning. Jeg måtte selv lige lægge bogen fra mig og synke et par gange, før jeg kunne tage bogen op og læse videre.

Alex Schulman har skrevet en stærk roman - en fortælling oplevet gennem et barns øjne, så det gør ondt helt ind i hjertet.
 

  • Bog

Detox

I et sommerhus ved Amtoft prøver Anne at bearbejde sorgen over sin fars død. Hun er langsomt ved at miste grebet om virkeligheden og er bange for, hun har arvet farens sindslidelse. Gribende og virkelighedsnær fortælling om sorg, tab og psykisk sygdom. Til læsere af ny dansk litteratur
Læs mere
  • Bog

Detox

  • Bog

Overleverne

Af Alex Schulman (2021)
Hvad var det, der skete den skelsættende sommer oppe ved ødegården, som fik en familie til at gå itu? Smuk roman om omsorgssvigt, tragedie og sorg. For alle, der sætter pris på en stærk læseoplevelse, som giver stof til eftertanke
Læs mere
  • Bog

Overleverne

Af Alex Schulman (2021)