Pia Hansen

Tre sci-fi-bøger, du ikke kan slippe igen

Pia er bibliotekets største science fiction-fan, og hun deler altid gerne ud af sine læseoplevelser. Her giver hun tre anbefalinger fra sci-fi-hylderne

I anledning af vores aften "Fra Frankenstein til den nyeste scifi" onsdag den 28. november anbefaler bibliotekaren med mest sci-fi-viden, Pia, her tre af sine yndlingsbøger. 

"Blår" af Hugh Howey. 2011.

”Pissegod dystopi, hvor verden er gået under, og du må holde dig vågen hele natten for at læse videre!” lover Pia.

De sidste rester af menneskeheden er flyttet ned i en gigantisk silo under jorden, og her har man kunnet overleve i generationer. Det klasseopdelte samfund, hvor alle hver især har helt specielle arbejdsopgaver og børnefødsler er underlagt streng kontrol, styres af meget stramme regler og forordninger. At tale om verden uden for siloen eller at tale om forandringer er forbudt og straffes med den sikre død ved udelukkelse fra siloen.

"En konges vej" af Brandon Sanderson. 2010.

”Jeg er fuldstændig solgt til den. Den er vanvittigt godt skrevet, og her er der tale om en ægte fantasy-mursten, som ikke skuffer," siger Pia.

Historien foregår på planeten Roshar, hvor riget Alethkar er et af de mest magtfulde. Begivenhederne starter med snigmordet på kong Galinar – et mord som de mystiske parshendere angiveligt står bag, og her seks år senere raser hævnkrigen mod parshenderne stadig. Sideløbende med begivenhederne omkring krigen og kongen følger historien den unge pige Shallan. Shallans familie er gået bankerot, og de kan kun overleve, hvis hun bliver optaget som elev hos den mest betydningsfulde forsker i verden...

"22.11.63" af Stephen King. 2011.

"Ingen anbefalingsliste er komplet uden Stephen King," siger Pia. Punktum. 

Med “22.11.63” sender King os ud på en tidsrejse. Hovedpersonen, Jake Epping, der er en helt almindelig gymnasielærer, får mulighed for at rejse tilbage til 1958. Det giver ham også mulighed for at ændre historien. Den 22. november 1963 er dagen, hvor præsident Kennedy blev skudt i Dallas, og det kan man jo prøve at ændre på. Men ikke uden konsekvenser...

Materialer
Hugh Howey: Blår
Reservér
  • Bog

Blår

Af Hugh Howey (2018)
Læs mere
Brandon Sanderson: En konges vej. Del 1
Reservér
  • Bog

En konges vej. Del 1

Af Brandon Sanderson (2017)
Læs mere
Stephen King (f. 1947): 22.11.63
Reservér
  • Bog

22.11.63

Af Stephen King (f. 1947) (2013)
Læs mere