Endnu en kæmpe har forladt det litterære parnas

12.11.15
Forfatteren og modstandsmanden Tage Skou-Hansen er død. Endnu en kæmpe har forladt det litterære parnas

Tage Skou-Hansen nåede at blive 90 år. Han efterlader sig 60 års forfatterskab, hvor især hans debutroman fra 1957 ”De nøgne træer” rager op som en klassiker i dansk litteratur.

Holger Mikkelsen
I de ”De nøgne træer” introducerer Tage Skou-Hansen sin nøgleperson, modstandsmanden Holger Mikkelsen, som kommer til at gå igen i yderligere seks romaner. Den sidste ”Frit løb” udkom så sent som i 2000. Romanerne tegner et billede af Danmark fra besættelsestiden til nu. I ”De nøgne træer” er Holger Mikkelsen dybt involveret i en århusiansk sabotagegruppe. Som sin romanfigur var Tage Skou-Hansen selv involveret i modstandskampen, og det kom til at præge hele hans livssyn.

Heretica
Tage Skou-Hansen spillede en central rolle i formningen af det danske litterære miljø. Han fungerede som konsulent på først Wivels forlag, og senere på Gyldendal. Desuden var han en del af den talentfulde generation af digtere, prosaister og kritikere, der skabte det litterære tidsskrift Heretica: Thorkild Bjørnvig, Bjørn Poulsen, Ole Wivel, Knud W. Jensen og … Tage Skou-Hansen. Med Tage Skou-Hansens død er de alle borte.

Tage Skou-hansen efterlader sig et meget stort forfatterskab, der udover romaner også består af essays, noveller, foredrag, artikler og interviews. Bibliotekerne har det meste.

Originally published by subuus, Københavns Biblioteker.