Bøger udvalgt af Herlevs borgere udstillet i Drømmebiblioteket

Her er herlevitternes drømmebibliotek

Tre af bibliotekets lånere viser deres yndlingsbøger frem i ny udstilling.
Vi har inviteret læseheste til at vælge en stak bøger fra biblioteket, som de holder allermest af. Bøgerne har fået plads i Drømmebiblioteket – den store, røde reol med form som en spiral. 
 
De tre første borgere, der har meldt sig til at vise deres yndlingsbøger frem, er Louise, Charlotte og Jane, som alle bor i Herlev og er flittige brugere af biblioteket. De har skrevet små hilsner til hver enkelt bog, hvor du kan læse om, hvorfor lige den har fået plads i deres drømmebibliotek. 
 
Nogle bøger går igen, både Harry Potter og Brødrene Løvehjerte, men ellers kan du møde alt fra kogebøger til noveller. Du kan låne alle bøgerne ligesom fra resten af biblioteket. 
 
Vil du være med?
Vi vil gerne se og vise endnu flere af jeres yndlingsbøger frem! Derfor søger vi flere lånere, der kunne tænke sig at udvælge bøger og vise dem frem i Drømmebiblioteket. Du må selv bestemme, hvor mange du vælger. 
 
Hvis du kunne tænke dig at være med, så skriv til litteraturformidler Nanna på nadl@herlevbibliotek.dk eller kom ned og henvend dig på biblioteket. 
 
Mød de tre drømmebiblioteksbestyrere
Jane:
"Jeg er redaktør og boganmelder på Bogblogger.dk. Vi findes også på Facebook og på instagram. Jeg læser altid og er glad for at sprede læseglæde og for at inspirere andre til en god læseoplevelse.  Jeg er 42 år, mor til to drenge, gift og uddannet socialrådgiver. Jeg læser primært skønlitteratur. Især danske forfattere, norske forfattere og debutanter. Jeg er særligt glad for romaner, der kredser om den svære opvækst, om familieliv, parforhold og om at miste."
 
Louise:
“Jeg er 41 år og lærer på Lindehøjskolen. Jeg kan godt lide at læse bøger for sjov, for at lære og for at gøre. Derfor er der både krimier, fagbøger og madbøger på min liste. Jeg elsker at bage, derfor deltog jeg i den store Bagedyst 2016. Jeg finder stor inspiration i mine yndlingskogebøger, nogle mere nørdede end andre. Derudover læser jeg gerne bøger om børn og deres udvikling for at udvikle mig selv som lærer. “For sjov”-bøgerne bliver mest læst i ferierne.”
 
Charlotte:
"Cand. mag. i dansk. Jeg læser mange forskellige slags bøger i alle genrer, og jeg elsker, når de beriger mig og får mig til at undersøge områder, jeg ikke kender noget til i forvejen. Jeg er også glad for lydbøger, da det giver en særlig mulighed for at få fortalt historier, når man ikke selv har mulighed for at læse."