Jonas Eika holder takketale. Foto: Nordisk Råd
Jonas Eika holder takketale. Foto: Nordisk Råd

Jonas Eika vinder Nordisk Råds Litteraturpris 2019

I går aftes gik Nordens fornemste litterære pris til en ung dansk forfatter og hans novellesamling "Efter solen". Han brugte sin takketale på kritik af statsministeren

Da Nordisk Råds Litteraturpris i går blev uddelt gik den ganske overraskende til den unge danske forfatter Jonas Eika. Efter sin kun anden udgivelse indgår han nu i det fornemme selskab af nordiske prismodtagere, der tæller blandt andre Tomas Tranströmer, Sara Stridsberg og Kirsten Thorup. Det er intet mindre end imponerende. 

Fortællingerne i novellesamlingen "Efter solen" er smukt skrevet, udsyrede og foruroligende. Eika undersøger et helt nyt formsprog til at fortælle historierne om menneskets forhold til den interantionale mega-økonomi og et natur- og dyreliv, der er midt i en ubegribelig transformation.

I det univers, Eika skriver frem, er verden genkendelig, men de logikker, vi normalt manøvrerer efter, er ophævet. Sproget er helt sit eget, og fortællingerne ulig alt andet dansk litteratur, der udgives for tiden. Bogen er både stemningsmættet, syret, interessant og udfordrende.

Kaldte Mette Frederiksen racistisk

Den 28-årige Jonas Eika, der også er den yngste prismodtager nogensinde, benyttede sin takketale til at kritisere den danske regering og statsminister Mette Frederiksens (S) politik.

"Jeg taler til den danske statsminister."

"Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker."

"Mette Frederiksen, som kalder sig for børnenes statsminister, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad, gør dem fattige og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte udrejsecentre," lød det blandt andet i Jonas Eikas tale.

Læs hele Jonas Eikas tale hos politiken.dk.

Mette Frederiksen har afvist kritikken, men ønsker ikke at gå yderligere ind i den. Læs statsministerens svar hos dr.dk her.

Pressen skrev om "Efter solen":

”Eika skriver så flydende og klart, at hans fantasier træder frem for læseren som indlysende billeder.« 
Lilian Munk Rösing (Politiken)

”Af al den sci-fi, der bliver skrevet for tiden, er Jonas Eikas Efter solen den skarpeste, jeg har læst. Af alt er Efter solen faktisk det skarpeste, jeg længe har læst. Så læs, læs Eika!”
Kizaja Rotuhe-Mogensen (Information)
 

Baseret på artikel af Ballerup Bibliotekerne.

Materialer
Jonas Eika (f. 1991): Efter solen : noveller
Reservér
  • Bog

Efter solen : noveller

Af Jonas Eika (f. 1991) (2018)
Læs mere
Jonas Eika Rasmussen (f. 1991): Lageret, Huset, Marie
Reservér
  • Bog

Lageret, Huset, Marie

Af Jonas Eika Rasmussen (f. 1991) (2015)
Læs mere