Månedens digt: Varsel fra solsorten
Jeg fandt månedens digt i Nanna Storr-Hansens digtsamling "Bøgetid" fra 2022, som jeg genforelskede mig i for nylig, da den modtog Informations Litteraturpris.
Der er MANGE gode digte, og jeg havde svært ved at vælge et. For eksempel er der også et om, at mosen var verdens første internet; fuld af hemmeligheder og info om fortiden. Det er fedt fundet på, synes jeg.
Digtet, jeg har valgt, hedder "Varsel" og handler om menneskets forhold til naturen, om cyklus, forbundethed og varsler fra solsorte i haven.
Varsel
"Den græstot i parken
jeg så
ligne en elefantunge
den fod af broccoli
vi gemmer
og laver en ny ret af
der er intet nemmere
end at se for dem der kan
det er sommer
den halverede hund
i min drøm
ligger stadgi
i et kryds derinde
mellem øjnene
hvad ellers
alle småfluer døde
da vi tog væk
og efterlod køkkenet
bart for frugt
vi gav dem ingen varsel
nu er kolonierne langs vinduerne
rundt om håndtagene
på skabene øde
jeg ved vi har vundet
vi var mennesker
jeg forstår, at alt hvad jeg ejer
vil blive ved med at være her
selvom jeg dør, jeg forstår
mine ting vil udstå mig
nu spinder græsset
sin kåde hævn
jeg skulle sige
fra solsortene
at det gør ondt
de gir mig mange varsler
en langsom hede
der ikke vil slippe
blomsternes meget små ansigter
hører dem æde
i vinden"
