
Maj måneds mandagssalon-anbefalinger
Den 8. maj havde vi sæsonens sidste mandagssalon med masser af læseanbefalinger fra litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen og bibliotekar Marit Skovbakke Juhl.
Vi takker for denne gang og glæder os til at se jer igen til september.
Nanna anbefaler
Lina Wolff: "Djævlegrebet"
Jeg elsker svenske Lina Wolff og har slugt de to andre romaner af hende, der er oversat til dansk. Senest "Kødets tid", som jeg også talte med hende om i en Instagram-live @herlev_bibliotek.
”Djævlegrebet” er på samme måde som hendes andre bøger en udforskning af et voldeligt parforhold, denne gang måde fysisk og psykisk. En svensk kvinde er sammen med en italiensk mand, ”Den Renlige”, som hun kalder ham. Han tæver hende og holder hende i et djævlegreb.
I en park møder hun en amerikansk mand, som hun beslutter sig for at rejse til USA for at finde sammen med og samtidig slippe for Den Renliges manipulation. Men i USA venter der hende endnu flere vanvittige oplevelser…
Malte Tellerup: "Spræng fabrikken"
Malte Tellerups tredje bog er helt lillebitte på bare små 50 sider, den kan bogstaveligt talt være i en baglomme.
”Spræng fabrikken” handler om tre venner, der kører til fabrikken Cheminova og aftaler at sprænge den i stykker.
Ret vild, sprængfarlig, lille bog om en af Danmarks mest omdiskuterede fabrikker, der også er hovedperson i Kim Blæsbjergs nye roman ”De bedste familier”.
Marie Aubert: "Jeg er egentlig ikke sådan"
Thomas Korsgaard har oversat norske Marie Aubert, som jeg har læst en novellesamling og en kortroman af før. Man fornemmer, han er fan af Aubert, og ligesom ham skriver hun om den underlige konstellation "en familie".
Man følger en familie over en weekend, hvor der skal være konfirmation, og både den voksne datter, der vender hjem med sin nye kvindelige kæreste, faderen, der har en affære, bedstefaren, der lever sit eget stille liv, og selve konfirmanden kommer selv til orde med sine egne kapitler.
Jeg kværnede den i ét stræk over en nat, hvor jeg ikke kunne sove.
Mads Mygind: "I min hule hånd"
Den her digtsamling har jeg ventet længe på. Mads Mygind besøgte Herlev sidste efterår, hvor han underviste alle 2.g’ere i at skrive og læse digte, og det var helt forrygende.
Digtsamlingen handler netop også om at undervise i at skrive, det gør hovedpersonen på en højskole, mens han og hans kæreste går i gang med fertilitetsbehandling.
Mads Mygind skriver forrygende morsomt – læs den, hvis du for eksempel kan lide Tine Høeg, der også både har skrevet om at undervise og om at ønske sig et barn – også med stor humor til at balancere de indimellem hårde emner.
Obs: Bogen er så ny, at vi endnu ikke har købt den – men du kan skrive dig op til den ved at henvende dig til bibliotekets personale.
Marit anbefaler:
Carl Frode Tiller: "Flugt"
Et splittet forældrepar genses julenat i mødet med dem selv og deres afdøde søn. En musikalsk fortælling om identitet, ensomhed, smerte og sorg – men også om at leve livet. Hvem er vigtigst – os selv eller vores nærmeste?
Romanen veksler, ofte i samme sætning, mellem faren, moren og sønnens synsvinkel, hvilket giver en flot sammenhængskraft.
Findes også på eReolen som lydbog eller e-bog.
Vigdis Hjort og Line Norman Hjorth: "Kristin må væk"
Under corona-pandemien mødes forfatterne, mor og datter, i København. På udendørs caféer, med storbyliv og mundbind som rammesætning, læser de tilfældigvis samme bog, Sigrid Undsets "Kristin Lavransdatter". Det kommer der spændende samtaler og refleksioner ud af i forsøg på at forstå og perspektivere, hvorfor Undsets hovedperson Kristin vælger det liv, hun gør.
En god indgang til Undsets nobelprisværk.
Findes også på eReolen som lydbog eller e-bog.
Peder Frederik Jensen: "Rans vilje"
I 1872 rammes det sydlige Danmark af en voldsom flodbølge. Sømanden Roar overlever som en af de få, men udfordres efterfølgende af en efterladt lille pige, han må tage sig af, en hund, der insisterer på at blive hos ham, og af myndighedernes ønske om at dæmme landskabet op.
Undervejs skildrer han sin livshistorie, dels for læseren, dels for pigen, der falder til ro når han fortæller.
Ken Lio: "Papirmenageriet"
Hvad gør teknologien ved vores frie vilje? Det fortæller kinesisk-amerikanske Liu om i tre etiske og eksistentielle noveller, der foregår i et fremtidsunivers, der måske slet ikke er så meget fremtid, som man kunne ønske.
Lyder det tungt? Det er det ikke. Bogen er kort og let læst, men der er meget at tænke over.
I et efterskrift giver Rune Graulund fra Syddansk Universitet et oprids af temaerne fantasy og magisk realisme.
Klassekamp og fustration
Der er også mange gode aktuelle bøger om temaerne ulighed, klassekamp, opråb og frustration. Vi nævner i flæng:
Glenn Bech: "Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet" (kønsdebat og social ulighed i Danmark)
Édourd Louis: "Forvandlingens metode" (kønsdebat og social ulighed i Frankrig)
Caspar Eric: "Nye balancer" (handicap-digte)
Anna Juul: "Superskurk" (identitet og psykisk sygdom)