
Mandagssalon: Litteratur der lyser
Til årets første Mandagssalon anbefalede vi bøger under temaet LYS. Næste Mandagssalon er den 6. marts, og til den tid vil vi tale om bøger, der handler om noget helt andet...
Men først og fremmest vores LYSENDE anbefalinger:
Lys i troen
Bibelen – nyudgave fra 2020
”… Han sagde: ”Bliv lys!” og straks kom der lys. Gud syntes godt om lyset, og han skilte det fra mørket og kaldte lyset for dag og mørket for nat…”
Den nyeste udgivelse af Biblen er skrevet i mundret og nutidigt sprog, og den starter som bekendt med det her ældgamle citat om lyset. Så er vi i gang!
"Moderne glaskunst i danske kirker" af Ole Villadsen
Lyset er nok det vigtigste begreb i kristendommen. Det synliggøres i den skrevne tekst i eksempelvis salmer, men også i landets kirker, hvor glaskunsten symboliserer det bibelske lys.
Hvis man er i gang med at beundre de danske kirker, anbefaler vi også bogen "Dronningens kirketekstiler", der er fyldt med smukke billeder af de meget farverige præstekåber og alterduge, som vores Dronning Margrethe har designet.
Lyset i kunsten
Vi anbefaler en række fagbøger om lyset i landskabet og hverdagen som nødvendig for maleren. For Anna Ancher i Skagen, Sigurd Swane ved Lammefjorden og i det hele taget landskabsmalerne fra Odsherred. Dem finder du i bogen "Odsherred - landskabet, lyset og livet".
De sidste par år har flere forfattere skrevet romaner med billedkunstnere i hovedrollerne. Særligt fornemmelse og blik for lys er der i Jesper Wung-Sungs "Kvinde set fra ryggen" om Vilhelm Hammershøis kone Isa Hammershøi, i Rakel Haslund-Gjerrilds "Adam i paradis" om maleren Kristian Zartmann og i Malene Ravns "Hvor lyset er" om kunstneren Carl Fischer.
Lyset som indsigt
Begreberne tro, håb eller åbenbaring som synonymer til lys:
"Seeren fra Andalusien" af Lars Muhl
Bogen som mange vender tilbage til igen og igen – om forfatterens terapeutiske og spirituelle rejse gennem mødet med et menneske med helt særlige evner.
"Profeten" af Kahlil Gibran
En klassiker. Lyrisk værk om livets store spørgsmål som kærlighed, død, fornuft, arbejde, forbrydelse og straf med mere. Konkret og filosofisk på samme tid.
Lysende poesi
Vi varmede op til Verdens Poesidag den 21. marts, som vi fejrer med tre aktuelle digtere, der læser højt af deres senesete bøger – live på vores Instagram-profil. Det er Mirian Due, Duncan Wiese og Shëkufe Tadayoni Heiberg.
Derudover anbefalede vi to andre digtsamlinger med lyset i fokus: Pia Tafdrups "Synet af lys", der starter med et kapitel med den smukke titel "Mørket drømmer solen frem". Hallo! Godmorgen!
I Rolf Sparre Johanssons digtsamling fra sidste år "Lysets jord" lyser sneglehus, porre, stikling og fennikel om kap, selvom hverdagen kan være mørk og tung at komme igennem for digter-jeg'et.
Blindt lys
Når man ikke kan se, hvad ser man så? Vi anbefaler Anthony Doerrs roman fra 2015 "Alt det lys vi ikke ser". En prisbelønnet roman om den blindes evne til at se og den fattige, der ser lyset i kraft af muligheder.
Få varmen med en lummer bog
Sidst men ikke mindst anbefaler vi en gul lille perle fra 1906 af den tyske forfatter Eduard von Keyserling, der oser af lys og sommervarme. Den er et sandt sansebombardement om en teenage-greve, der bliver tvunget til at tilbringe sommeren med sin far ude på landet for at studere, fordi han dumpede sin eksamen.
Udsigten til det lyder kedeligt for den unge greve, men heldigvis viser det sig, at de får selskab af Gerda og Ellita, grevens smukke kusiner...
God læselyst!