""

Lyt til Nyt – juli

27.06.22
Musikbibliotekar Marit Skovbakke Juhl anbefaler et udvalg af nyindkøbt musik, som vi tilbyder enten på cd eller vinyl

""

Oded Tzur: "Isabela"

Oded Tzur er en israelsk-amerikansk komponist og jazzsaxofonist, som arbejder med at bygge bro mellem forskellige musiktraditioner.

Cd’en ”Isabela” er Tzurs tredje album, og man får en oplevelse af dejlig New York’er-jazz med afvekslende rytme, tempo og energi.

Når jeg lytter til Oded Tzurs musik, får jeg tanker i retning af jazzmusikere som Jan Garbarek og Keith Jarrett – men døm selv.

Lyt og læs mere om Oded Tzur på hans hjemmeside .

For jazzelskere.

Bestil cd’en ”Isabela” her 

""

Solen er Sexet: "Solen er Sexet"

Umiddelbart blev jeg ikke inspireret af hverken cover eller titel på denne nye musikudgivelse, men heldigvis var jeg nysgerrig.

En række danske kunstnere, et musikkollektiv skriver de selv, debuterer her med en vinyl, der hylder lyrikken i en musikalsk smeltedigel – professionelt sprudlende og overraskende.

Udgivelsen er centreret omkring forfatter og dramatiker Bjørn Rasmussen samt musiker og sangskriver Lise Westzynthius. Sidstnævntes stemme har jeg altid fundet interessant, ligesom jeg er fan af Rasmussens provokerende poesi.

Giv den et skud og få en smagsprøve på track-titlen ”Oksekrop” på Youtube.

For et lyd/lyrik-publikum.

Bestil vinylen ”Solen er Sexet” her 

""

Širom: "The liquified throne of simplicity: Utekočinjeni prestol preprostih"

Værsgo: Slovensk verdenslyd inspireret af ånd og natur.

Širom er en eksperimenterende trio, der har specialiseret sig i håndlavede globale instrumenter anvendt i et minimalistisk lydunivers.

Selvom gruppen kommer fra Slovenien, er lyden multietnisk og minder på mange måder mere om kinesisk end europæisk folkekultur.

Jeg oplever musikken som både behagelig og rolig, men også grænsesøgende i det elektroniske felt.

Du kan orientere dig om Širom på deres hjemmeside.

Til lyttere af verdensmusik.

Bestil cd’en “The liquified throne of simplicity” her