Kod en lightstrip // Intro til kreativ programmering

27.10.22
Prøv kræfter med kreativ programmering og lysdesign

Computere og teknologi er en del af elevernes hverdag, men de færreste forstår, hvad der egentlig foregår inde bag skærmen.
Denne workshop giver eleverne mulighed for selv at prøve kræfter med teknologien og derigennem danne sig en forståelse for den.

Eleverne introduceres til basal programmering og algoritmer gennem hands-on programmering af en LED lightstrip, der ligner den, som mange sikkert har hængende hjemme på værelset. Dette giver dem et indblik i programmering og en forståelse for, at der bag ved al digital teknologi er en kode programmeret af et menneske.

Samtidig opnås også en forståelse for, hvordan RGB-farver fungerer (det farveskema, der anvendes på computere) og mulighed for at designe deres egne farver og mønstre. Da "Lys" også er bibliotekets tema i foråret, vil der desuden være mulighed for, at elevernes mønstre udstilles i biblioteket. 

Strippen styres gennem en Arduino (en micro-controller/”mini-computer”), som programmeres i Arduinos eget, simple programmeringssprog, der er særdeles velegnet til begyndere. 

Forløbets mål

  • Eleverne prøver kræfter med programmering og algoritmer
  • Eleverne opnår en bevidsthed om, hvad der ligger bag digitale teknologier
  • Eleverne forstår, at al teknologi er programmeret af mennesker
  • Eleverne får et indblik i design af lys og farver gennem en computer

Klassetrin

7.-10. klasse

Fag 

Relevant i flere fag for eksempel matematik, samfundsfag, engelsk, fysik/kemi  og håndværk og design

Tid

Forløbet varer cirka to timer. 

Hvornår

Fra start uge otte. Tidspunkt og dato findes i fællesskab. 

Booking

Book på skoler@herlevbibliotek.dk 

Forberedelse 

Forud for workshoppen skal Arduino-programmet installeres på elevernes computere. Det er vigtigt, at dette gøres og fungerer, da det ellers vil sluge det meste af tiden til workshoppen. 

Bruger I PC, Linux eller MAC, kan I installere Arduino direkte på computeren uden at oprette en bruger: Arduino kan installeres via Arduinos hjemmeside. 

Eleverne skal medbringe deres computere og mobiltelefoner (mobiltelefoner er kun nødvendige for at logge på nettet). 

Det er også muligt at hver gruppe låner en computer af os, hvis der ikke er mulighed for at installere Arduino. Vi forsøger samtidig lige nu at finde en løsning, så eleverne kan bruge deres egne Chromebooks. Hvilken løsning, der er mulig, kan vi aftale nærmere.