Mandagssalon: Magt, skæbne og skabelse
Bibliotekar Marit og litteraturformidler Nanna anbefaler bøger til dit efterår
Af Nanna Damsgaard - Larsen
Marit anbefaler under temaet MAGT og SKÆBNE
Kim Fupz Aakeson: ”Skyggen foran mig”
En mand bliver løsladt efter et mangeårigt fængselsophold. Han flytter ind hos en gammel ven, da han hverken har bopæl, pas, sundhedskort eller NemID. Men han har en plan om en vandretur på Caminoen. Spørgsmålet er, om man kan gå fra fortiden, og om der findes en fremtid med et drab i bagagen?
En livsbekræftende eksistensroman om et svært emne.
Giuliano Da Empoli: ”Rovdyrenes tid”
Et essay, eller rettere flere mindre essays, hvor Da Empoli skildrer magtens sociologi, som den taler direkte ind i vores behov for at forstå samtidens mange kriser, magtrelationer og politiske spilleregler.
I mødet med en række statsledere, politikere og tech-oligarker, giver forfatteren sin tolkning af magtens elite.
Jakob Elkjær: ”Magt”
Asger Mørk er i sin bedste alder, da han træder ind i en stor fagforenings inderkreds og opdager, hvor hurtigt magten korrumperer med midler som ambitioner, alliancer, rødvin… og tavshed.
En samfundsaktuel (nøgle?)roman om arbejdspres vs. familieliv, om Me Too, fortielser, løgne og om hvordan magtmisbrug kan forføre og forgifte mennesker.
Mich Vraa: ”Ithaka”
En berømt forfatter tager til Ithaka efter en invitation fra faderen, som han ikke har set i knap 50 år. Det viser sig at være sidste chance for at få opklaret, hvorfor faderen forsvandt sporløst i 1974. Rejsen har tydelige paralleller til Homers Odysseus.
En roman om kærlighed og svigt, liv og død og om at undgå tidligere tiders fejl. Romanen er en sand kærlighedserklæring til Grækenland og den græske tragedie.
Anne Mejlhede: ”Lyset over Nordens plads”
En mail i Birthes indbakke kommer til at vende op og ned på hendes ordentlige og forudsigelige liv. Og det er tiltrængt, for hvad og hvem er vigtigst i livet, og hvordan favner man alt det nye, når man har levet under andre værdier og forudsætninger et helt liv.
En livsbekræftende roman om identitet og personlig udvikling… også når man nærmer sig pensionsalderen.
Chimamanda Ngozi Adichie: ”Drømmetælling”
Fire kvinder med afrikanske rødder fortæller deres historie, som den folder sig ud i henholdsvis Nigeria og USA, hvor flere af dem bor.
Det er fortællinger om kvindeliv, kærlighed, svigt og identitet og balancen mellem at være sit nutidsjeg og at respektere sine rødder.
Nanna anbefaler under temaet SKABELSE
Rasmus Nikolajsen: "Sort strømmende drøm"
Min yndlingsdigter, som i sin forrige bog, "Måske sjælen", skrev om sin farmors vilde skæbne, giver nu plads til historien om sin mormor, der døde i et trafikuheld.
"Sort strømmende drøm" handler også om den store glæde ved at være i naturen med sit barn og bekymringen for, om sommerfugle og insekter vil være her, når hun vokser op.
Mette Moestrup: "Butterfly Nebula"
Sommerfugle er der masser af i Mette Moestrups nye digtsamling "Butterfly nebula". Forfatteren har en autoimmun sygdom, hvor en sommerfugleformet kirtel er i udu, og det får hende ud i en masse vilde associationer over sommerfuglens form og symbol.
Det bedste i bogen, synes jeg, er "blodspådommene", hvor Moestrup har lavet tryk med sit eget blod og spået i de figurer, der er kommet frem. Virkelig smukt og lidt hekset.
Tine Høeg: "Ultramarin"
Billedkunstneren Dagny skal skabe et nyt værk til museet GAIA, et værk der skal tale sammen med en permanent udstilling af den afdøde kunstner Valdis Grabner.
Dagny møder en kvinde i sin datters vuggestue, som giver hende en seddel med et navn, der sender hende tilbage til minderne om studietiden, hvor venskaber, forelskelse og en åbenbaring mod det at skabe kunst blev altafgørende – og ikke mindst noget uforklarligt, noget mystisk, noget der trodser vores almindelige opfattelse af tid og rum.
Cecilie Lind: "Bristefærdig"
En helt vild roman om en ung kvinde, der er meget ensom og længes efter en mand og efter tryghed. Hun møder Jakob i Cinemateket, og efter en enkelt hed nat på hotel, bliver kvinden gravid. Jakob har en familie som han vælger, og kvinden føder noget, der ikke er et menneske. Barnet er et monster med sugekopper og pels, og kvinden må selv tage sig af det i et hus langt ude i skoven, som hun køber for sin mors arv.
Oplev Cecilie Lind tale om romanen og om monsteret til "Monstre - i litteratur og kunst" den 28. oktober på Biblioteket Kilden.
Derudover anbefalede jeg også "Den slags små ting" af Claire Keegan, som jeg synes, du skal læse, inden du ser filmatiseringen sammen med os den 25. november til Bog & Bio: Small things like these.