Vi anbefaler for voksne

Årets mest lånte bøger

Hvad læste man i Herlev i 2025?

Af Nanna Damsgaard - Larsen

Krimier krimier krimier

Ligesom i mange andre kommuner læser I masser af krimi og spænding i Herlev. Øverst med 140 udlån ligger den seneste bog i serien om Afdeling Q, nemlig "Døde sjæle synger ikke", og lige i hælene med 138 udlån ligger Søren Sveistrups "Tælle til en, tælle til to", der er en selvstændig opfølger til "Kastanjemanden". 

Generelt bliver der læst mange danske krimiforfattere, også Katrine Engberg, Lone Theils, Sara Blædel og Lars Kjædegaard ligger lunt i svinget, når det kommer til Herlevs foretrukne krimiforfattere.
 

Men en roman tog førstepladsen

Den allermest udlånte bog af alle er dog Benjamin Koppels roman "Sommerfuglens stemme", som er opfølger til "Annas sang", og som modtog De gyldne laurbær i 2024. I Herlev har den været udlånt 143 gange i år og er således langt fra andenpladsen over mest læste romaner, som er den historiske "Himlen over vildmarken" af amerikanske Kristin Hannah, der har været lånt ud 80 gange. 

Hun har også "Kvinderne" med i top 10, hvor man også finder bøger som "Ræveår" af Anne-Lise Marstrand Jørgensen, "Kun til navlen" af Linea Maja Ernst og Stine Askovs "Varme hænder"
 

Hvad læste børnene så?

På listen over de mest lånte børnebøger ligger "Børnene fra Sølvgade" suverænt i toppen med 130 udlån – nok fordi vi i foråret havde en stor flot udstilling om netop den bog. 

Derefter kommer en række af "Sallys far"-bøgerne stærkt efterfulgt af "Møgmis – hævnen er sød", der har haft 89 udlån i år. 

 

Find bøgerne herunder – de er oplistet efter mest udlånte i faldende orden.