"Ulige Numre har ikke på noget tidspunkt fremstået som et originalt bekendtskab, hvilket i sig selv ikke er problematisk, men når der samtidig er lidt længere end sidst mellem de virkelig melodiøse snapse, så er det selvsagt ikke optimalt. Håndværket er som altid i orden og i reglen bare bundsolidt rock-kram uden svinkeærinder - tilmed med nydelige doser guitar-lækkerier - men lidt flere overraskelser og lidt flere uimodståeligt medrivende numre ville have løftet oplevelsen"

"Deres andet album Grand Prix kunne man kalde poleret og måske lidt overarbejdet, men det har jeg egentlig ikke noget imod. Det viser bare, at deres pophjerte banker varmt, selv om den rockklichéfyldte denimjakke stadig sidder lovlig stramt om skuldrene ... Ulige Numre er et yderst habilt orkester, der kender deres virkemidler og ikke er bange for at bruge dem. Sætter man en af deres plader på, bliver man med sikkerhed lukket ind i et rum, hvor guitarernes forvrængede molakkorder altid falder med effektfuldt tyngde, og følelseslivets intensitet er det gyldigste parameter. Det er velfærdsrock på godt og ondt"

"Den lyder ganske enkelt mere smooth og lækker, end godt er, og jeg savner indædt den mere organiske lyd, der prægede 'Nu til dags'. Her kunne man virkelig høre de forskellige instrumenter filtre sig umærkeligt ind i hinanden, hvorimod de på 'Grand Prix' ofte lyder som en alt for ensartet masse. Den produktion ville passe bedre, hvis bandet hed Lige Numre, og det gør de jo netop ikke ... Der er en giftig magelighed over det tilbagelænede, P4-venlige tempo på 'Os idioter' og navnlig førstesinglen 'Halvnøgen', som ikke klæder bandet særlig godt. Det gør det kun mere sært, når man nu kan mærke masser af både rastløshed og energi i sangenes tekster"

"Man sidder hele pladens næsten 35 minutter med en følelse af, at Carl Emil Petersen har gjort sig umage med ordene, mens han og resten af holdet har været optaget af at kreere et opus, som hænger sammen i lyd og tema. Som album gjorde i gamle dage. Men unikt er albummet ikke - i hvert fald ikke i den forstand, at det skiller sig ud som noget aldeles overrumplende i dansk musikhistorie. Tværtimod læner det sig nysgerrigt og kærligt op ad de fortælletraditioner, som bl. a. Kim Larsen/ Gasolin', Niels Skousen, Sebastian og i nyere tid Nikolaj Nørlund har stået for"