På forløbet “Forfatter for en uge – krimi” mødes vi fem dage på Herlev Bibliotek, hvor vi sammen med forfatter og underviser Bettina Stuhr Lindskow skal skrive spændende og overraskende historier.
På holdet arbejder vi blandt andet med:
- Hvordan du udvikler en idé til en spændende krimihistorie
- Hvordan du opbygger spænding og holder læseren fanget
- Hvordan du skaber interessante mistænkte og hovedpersoner
- Hvordan du gør dine scener levende og stemningsfulde
Der vil være masser af sjove og lærerige skriveøvelser – og tid til at fordybe dig i din egen historie.
Inspiration fra virkelighedens kriminalsager
Om tirsdagen tager vi sammen til Politimuseet på Nørrebro, hvor vi får en privat rundvisning.
Her skal vi høre om virkelige forbrydere, dramatiske fangeflugter og snedige indbrudstyve. Vi skal også lære, hvordan politiet gennem tiden har opklaret forbrydelser ved hjælp af spor, opfindelser og efterforskning.
Museumsbesøget bliver en vigtig inspirationskilde til vores egne historier.
Om underviseren
Bettina Stuhr Lindskow skriver bøger til børn og unge. Hun debuterede i 2018 med ungdomsbogen ”At danse mellem glasskår”.
Bettina har været medlem af foreningen Håbefulde Unge Forfattere (HUF) siden 2005. Her har hun deltaget i masser af skrivekurser, været på flere skriveferier og været en del af en fast skrivegruppe i over 10 år.
Bettina har undervist på Herlev Bibliotek de sidste to år.
Det praktiske
Forfatterskolen er for børn 12-16 år, der bor i Herlev. Det koster 100 kroner at deltage.
Forfatterskolen er i uge 27: Mandag den 29. juni til fredag den 3. juli 2026.
Hver dag klokken 9.00-13.00 på hovedbiblioteket, Herlev Bygade 70.
Du behøver ikke stave perfekt. Det vigtigste er dine idéer og din fantasi. Du vælger selv, om du vil skrive i hånden eller på computer.
Biblioteket sørger for frugt hver dag samt en personlig notesbog til alle deltagere.
Husk madpakke, drikkedunk og skriveredskaber.