Månedens blå fra eReolen: Må jeg komme med dig hjem
Blå bøger på eReolen tæller ikke med i din månedlige lånekvote. Hver måned sætter vi spot på en titel, og i april er det noveller, der tager livtag med svære følelser som skam og fortrydelse.
Af The library
Stor fortællekunst i kort format
Er du gået i stå med læsningen? Disse noveller kan være et godt sted at starte, hvis læselysten er svær at finde. Kortformen og den enkle stil gør dem overskuelige at gå i gang med. Selvom historierne er korte, står der ofte mere mellem linjerne, og de eksistentielle temaer giver stof til eftertanke.
Mundrette dialoger
Man springer direkte ind i handlingen eller ind i hovedet på karaktererne, og deres stemmer fylder siderne med mundrette dialoger.
Aubert skildrer karakterernes følelsesliv og tanker på en så indlevende måde, at man kan spejle sig i deres tanker og reaktioner, også selvom man ikke selv har stået i deres situation.
Skelsættende øjeblikke
Novellerne kredser om skelsættende øjeblikke i karakterernes liv. I åbningsnovellen får en ung kvinde overskredet sine seksuelle grænser, men indser det først flere år senere. Novellen ”Carla” handler om dagene op til en adoption. Et norsk par besøger børnehjemmet for at lære deres søn at kende. Følelser som tvivl og utilstrækkelighed fylder hos parret, men de formår ikke at dele de svære følelser med hinanden, og afstanden mellem dem vokser.
Det inderste, vi ikke tør dele
Et fællestræk ved novellerne er, at karaktererne står alene med de svære følelser og tanker med den konsekvens, at alt det usagte skaber en afstand til de nærmeste. På den måde handler novellerne også om den ensomhedsfølelse, der opstår, når vi er bange for at sige, hvordan vi i virkeligheden har det.