Vi anbefaler for voksne

Månedens blå fra eReolen: Genial japansk debutroman

Blå bøger på eReolen er en betegnelse for de titler, der ikke tæller med i din månedlige lånekvote. Hver måned anbefaler vi en enestående læseoplevelse, der fortjener mere opmærksomhed.

Af The library

Bogforside og japansk grafik med blomster

Dagbog fra en paprørsfabrik

Emi Yagi er blevet kaldt Japans nye litterære stjerneskud, efter hun i 2020 vandt den prestigefyldte Sazai Osamu-debutantpris for sin skæve og satiriske roman "Dagbog fra et tomrum". 

Pakket ind i humor sætter Emi Yagi ord på ensomhed, kønsforskelle og arbejdskulturen i det moderne Japan. Hendes iagttagelser er rammende, enkle og skarpe, og man er ofte i tvivl om, om man skal grine eller græde, når forfatteren udfolder sit talent for absurde og samtidig genkendelige beskrivelser fra paprørsfabrikken. 

Shibitas særlige løgn

Shibita er single, veluddannet og den eneste kvinde på sin arbejdsplads, en fabrik, der fremstiller paprør. Hun fingerer en graviditet for at slippe for at lave alle de kedelige opgaver, hun bliver tildelt, fordi hun er kvinde. For eksempel kan hun ikke være kaffeansvarlig, da hun får kvalme af kaffelugten. 

”De bad mig om at lave en manual i Word. Så blev der holdt et møde blandt mændene, mens jeg var ude, hvor man besluttede, at en ung fyr, der var blevet ansat fra universitetet forrige år, skulle være kaffeansvarlig. ”Det er jo faktisk ret nemt,” sagde han imponeret, da vi stod i køkkenet. Jeg var blevet bedt om at lære ham op. ”Ja,” svarede jeg. ”Det er jo bare instant.”

Månedens blå

Hver måned vælger vi nøje en bog, der skiller sig ud og fortjener særlig opmærksomhed. Vores udvælgelse strækker sig over forskellige genrer, så vi rammer forskellige læseres smag og præferencer. Bogen kan både lånes på biblioteket  og på eReolen som e-bog eller lydbog, og den tæller ikke med i din månedlige lånekvote.