Mandagssalon – det skal du læse i maj
De bedste læseanbefalinger lige nu fra bibliotekar Marit S. Juhl og litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen. Bøgerne blev præsenteret til sæsonens sidste Mandagssalon 5. maj
Af Nanna Damsgaard - Larsen
Sally Rooney: ”Intermezzo”
Brødrene Peter og Ivan har mistet deres elskede far. Begge er ulykkelige, men reagerer forskelligt i sorgen. Det bliver tydeligt i nye og gamle relationer til kvinder samt deres indbyrdes forhold, ’der er tæt på at kollapse i en manglende forståelse af den anden.
En indsigtsfuld samtidsroman.
Lisa Ridzén: ”Tranerne flyver mod syd”
Bo er knap 90 og magter blandt andet ikke længere sin elskede hund. Men det er svært at indse og acceptere, at kroppen siger fra, og at ens egne behov kan gå ud over andre, samtidig med at andres klarsyn går ud over Bo.
En smuk fortælling om vrede, forfald og kærlighed.
Lea Korsgaard: ”Inden året er omme: hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde”
Forfatteren beslutter sig for at se alle danske sommerfuglearter på en sæson. Men hvordan harmonerer det projekt med arbejde, familie, vind og vejr – og hvorfor vil hun det?
En fagbog med stærke personlige bidrag.
Kristín Marja Baldursdóttir: ”Køligt daggry”
Tidlig og mindre kendt roman af den ellers meget læste forfatter: En midaldrende kvindelig lærer har et intimt møde med en ung mandlig vikar, der efterfølgende udsættes for et livstruende overfald.
Men hvem er gerningsmanden og hvorfor? En lille psykologisk thriller krydret med lidt sort, islandsk humor.
Katarina Lewkovitch: ”Stjernerne lyser for de vanvittige”
Socialrealistisk roman om en ung korrespondent, der sendes til Irak for at dække krigsbegivenheder. Sideløbende prøver hun at finde sin bror, der muligvis er konverteret til islam, og samtidig nager den dårlige samvittighed over at forlade en døende far tilbage i Danmark.
Jenny Rossander: ”Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen”
En ung kvindelig musiker indleder et forhold til en ældre teaterinstruktør, som hun skal arbejde sammen med. Med forestillingerne som kulisse åbner romanen for deres forhold, der giver kunstnerisk inspiration, men grundlæggende er destruktivt. En fortælling om at miste sig selv.
Herman Bang: ”De fire djævle”
Ja dén Herman Bang har skrevet tre små, skæbnesvangre og dystre noveller, der stilmæssigt peger i retning af den gotiske gyser, som var en tendens i litterære kredse i slutningen af 1800-tallet. Om jalousi, spøgelser og mord.
Miranda July: "På alle fire"
Der findes to slags mennesker: Dem der kører, og dem der parkerer, ifølge hovedpersonens mand i denne skønne pageturner om begær, indretning, frihedstrang, overgangsalder og dans.
Hovedpersonen skal køre tværs over USA, men ender med at parkere 30 minutter fra sit hjem og blive der for at indrette verdens smukkeste motelværelse og udleve en uventet affære.
Tove Jansson: "Optegnelser fra en ø"
Vi kender Tove Jansson allerbedst fra historierne om Mumi, men hendes voksenbøger er mindst lige så fantastiske.
Den her er hendes egen historie om, hvordan hun og hendes kone bygger et lille hus på en lille ø i den finske skærgård med hjælp fra lokale håndværkere. En naturnær, lille perle, hvor vejr og vind sætter dagsordenen for byggeprojektet.
Hilde Rød-Larsen: "I Pantalones hus"
Cornelia på 31 arbejder i butik og er lige blevet skilt og prøver at få hverdagen til at fungere med sin datter i deres faldefærdige lejelejlighed. Forlagsredaktør Eva på 59 har netop mistet sin mand og skal nu prøve at leve selv i en stor tom lejlighed.
Deres liv er meget forskellige, men deres veje krydses ikke bare i den lokale sauna, men også en skæbnesvanger juleaften...
Maja Elverkilde: "Jeg plukker græs"
Forfatteren har besluttet sig for at plukke sin græsplæne med hænderne. Det er meditativt, nærmest terapeutisk og bringer hende tæt på græssets liv. Fra den forunderlige bogserie GAIA, der sætter fokus på menneskets forhold til naturen.
Charlotte Gneuss: "Gittersee"
Den tyske debutant Charlotte Gneuss skriver om efterkrigstiden i DDR set med ungdommens øjne. Den ene hovedperson vil flygte fra øst til vest, mens den anden må blive og hjælpe sin familie.
Fantastiske beskrivelser fra hverdagen i 70'ernes DDR, hvor Stasi ånder helt almindelige familier i nakken.
Næste Mandagssalon bliver efter sommerferien mandag den 1. september - vi ses :)