Hjerter i brand – en aften om romance

Romanceforfatter Johanne Bille og kærlighedsconnaisseur Elisabeth Skou åbner døren til de romantiske bøgers verden. Fælles read along som opvarmning
Date
Tid
18:00 - 21:00
Pris
Billet: Gratis
Bibliotek
Hovedbiblioteket
Adresse

Herlev Bygade 70
2730 Herlev
Danmark

En flamme der aldrig blev tændt, en rose der aldrig blev sendt … Vi læser mere romance end nogensinde, og læsere over hele verden elsker bøger med gode romantiske slutninger og at få røde kinder undervejs i læsningen.

Men hvad kan de romantiske genrer sige om vores samfund? De medrivende historier om relationer, sex og kærlighed kan give os et tilflugtssted i en foruroligende verden, men kan de mon også rumme en politisk dagsorden? Og hvad med de fordomme, der hersker om kærlighedsromaner – er der hold i dem? 

Johanne Bille, forfatter til romance-serien ”Boghandel Blåregn”, og litterat og kærlighedsconnaisseur Elisabeth Skou Pedersen undersøger denne aften de romantiske genrer.  Johanne Bille har skabt et helt univers i sine romaner om et liv fyldt med udfordringer, drømme og længsler omkring boghandel Blåregn, mens Elisabeth Skou Pedersen har undersøgt den moderne kærlighed som den fremstilles i film, bøger, tv-serier, pop-psykologi, spil og dating-apps.

Litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen er jeres vært på aftenen, der starter med en times read along. Vi finder lænestole og madrasser frem, tænder lys og serverer søde snacks for dig, der vil komme og læse som opvarmning. Til en read along læser man i sin egen bog men i fællesskab med andre. 

Klokken 19.00 går Johanne Bille, Elisabeth Skou og Nanna Damsgaard-Larsen på scenen og sætter vores alles hjerter i brand med en samtale om romantiske fortællinger, romance, romantacy og feel good-romaner.