Debutantfest på biblioteket
- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
-
Billet: Gratis
- Sted
-
Hovedbiblioteket
Herlev Bygade 70,
2730 Herlev
Bibliotek
Hovedbiblioteket2026 tegner til at være et af de flotte år for skønlitterære debutanter – det vil vi gerne fejre med en debutantfest på biblioteket!
Denne aften kan du opleve tre forfattere blive interviewet om deres tre vidt forskellige bøger og høre dem læse højt fra dem. Du kan møde:
Nanna Holm, som debuterer med romanen ”Røde Port” om en sommer i kollektivet Røde Port på Langeland, hvor tre børn prøver at navigere i forældrenes kaos og deres egne teenagefølelser. Vi møder dem igen som voksne, hvor de ved fælles hjælp igen nærmer sig den skæbnesvangre sommer.
Dean Butt, som debuterer med en kærlig skildring af forældres svigt i romanen ”Vi er rigtige engle” om et søskendepar, der vokser op i en dansk-pakistansk familie i Valby, hvor forældrene kæmper med misbrug. Om en barndom på krisecenter og børnehjem, men også med øjeblikke af stor ømhed og skønhed – og drømme om at være Beyoncé, Sandy fra ”Grease” eller en mægtig troldmand.
Johanne Sorgenfri, som debuterer med den morsomme og veloplagte roman ”Folk ser helst at man ikke vier sit liv til besættelsen af et andet menneske” om en kvinde, der er besat af sin ekskæreste, om en julefrokost på et ølbryggeri, om to mænd på rejse til Østrig for at finde livsglæde, om en mand hvis kone ligger for døden – og om hvordan de forskellige skæbner hænger sammen.
Litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen interviewer de tre debutanter.
Det vil være muligt at købe en øl fra det lokale bryggeri Gamma.
Modtager du bibliotekets nyhedsbrev, får du den første øl gratis.