Vores anbefalinger i maj
Bibliotekar Marit og litteraturformidler Nanna deler deres seneste virkeligt gode læseoplevelser – og inviterer dig til at gøre det samme
Af Nanna Damsgaard - Larsen
I maj anbefalede bibliotekar Marit S. Juhl og litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen bøger til vores månedlige Mandagssalon – og inviterede også til en ekstra Mandagssalon mandag den 15. juni klokken 16.00-17.00.
Her opfordrer vi jer til at tage en bog med, som I kunne tænke jeg at anbefale til de andre Mandagssalon-gæster.
Som sædvanlig skal man ikke melde sig til, men bare dukke op med en god bog under armen – men man er også meget velkommen til bare at lytte, hvis man ikke har lyst til selv at anbefale.
Marit anbefaler
Harald Voetmann: ”Lysmesse”
Danske Voetmann skrev sidste år denne middelalderroman, der foregår i et britisk kloster i 1100-tallet. Omdrejningspunktet er mordet på en 12-årig dreng og de konspirationsteorier, dødsfaldet medfører. Historisk, men også aktuel, roman om magt, fake news, vold og vokslys – i stil med Eco’s ”Rosens Navn”.
Sayaka Murata: ”En svindende verden”
Japansk roman om en kvinde i et samfund, hvor sex med ægtefællen anses for incest, hvor de fleste typisk har digitale fiktive partnere, hvor kød og blod-elskere opfattes som sært, og børn bliver skabt ved insemination og vokser op i kollektive institutioner. Tankevækkende dystopisk, men med spørgsmål om kulturelle normer og værdier versus den enkeltes instinkter.
Martha Flyvholm Tode: ”Den eneste”
Liva er 30 år og nyuddannet præst. Hun får hjælp af en personificeret kunstig intelligens til sin første prædiken, men bliver hurtigt afhængig af sin nye ”soul” Elias. Og det er mere, end hendes venner og kolleger kan rumme og acceptere. En skræmmende (?) roman om fællesskaber, tro, ensomhed og eksistens.
Esther Kinsky: ”Rombo”
I romanen ”Rombo” fortæller en række indbyggere i en lille italiensk bjerglandsby om deres liv, som de oplevede det før, under og efter et kraftigt jordskælv tilbage i 1976. En naturkatastrofe der på mange måder satte sig spor, og hvor det at få sat ord på oplevelsen får stor betydning for at komme videre i livet.
Dag Johan Haugerud: ”Sjælesorg”
Den norske hovedperson Thomas er diakon, homoseksuel og ansat i en kirke i Oslo. Selvom han ikke selv er kristen, viderefører han kristne værdier i sine samtaler med andre. Men grænserne mellem faglighed og følelser bliver udfordret, da han forelsker sig og får stadig sværere ved at adskille sit virke som sjælesørger fra sit personlige begær. En intens og stærk roman om etik, ansvar, omsorg og længsel.
Claus Høxbroe: ”Kaster skyggerne af os i natten”
I anledning af Herlev-digteren Claus Høxbroes 20-års jubilæum skal selvfølgelig anbefales en af hans mange velskrevne digtsamlinger. Det bliver ”Kaster skyggerne af os i natten” fra 2025.
Her optræder reflekterende digte om melankoli, samvær og isolation, fadøl, alverdens hoteller og mørke cykelkældre. Som altid stemningsfyldte, præcise og med et underspillet glimt i øjet.
Nanna anbefaler
Maggie O'Farrell: "Hamnet"
Jeg glæder mig til sæsonens sidste Bog & bio den 12. maj, hvor vi viser filmatiseringen af romanen ”Hamnet” af Maggie O’Farrell, som var hård at læse, for den handler om at miste en søn. Moderen – i filmen spillet af Jessie Buckley, der fik en Oscar for rollen – er en fantastisk hekseagtig karakter, der dyrker en have med helbredende urter, og faderen er William Shakespeare, der ender med at bearbejde sorgen ved at skrive ”Hamlet”.
Rasmus Daugbjerg: "Rasmus Nielsøn"
Jeg elsker Rasmus Daugbjergs folkloristiske univers. Ihans nye roman følger vi fæstebonden Rasmus Nielsøn, der går og er meget ensom, indtil han en dag får en havfrue i sit fiskenet. Hun hedder Ibrant, og hun kommer med et syn, hun har fået i drømme, som skal overleveres til menneskene. Ibrant og Rasmus bliver venner, og deres sælsomme venskab og måde at tale sammen på er helt vidunderlig kortfattet og omsorgsfuld, så det, synes jeg, man skal opleve ved at læse bogen.
"Dörte Hansen: Til havs"
Wow, den her bog tog mig med storm. Bogstaveligt talt, for det blæser en del på den lille ø mellem Danmark og Tyskland, hvor vi følger en samling øboere: færgemanden, en af kvinderne, der ventede forgæves på sin søn og sin mand, der var på havet, og præsten, der ikke kan se hende i øjnene længere.
Læs den for det overraskende, poetiske sprog og for beskrivelserne af de forsagte, vindblæste folk.
Christian Kracht: "Air"
"En hipster i Nangijala" skrev Weekendavisen om den her roman, og ja, der er noget Brødrene Løvehjerte over romanens ene spor, hvor en 10-årig pige bor alene i en hytte i skoven, efter hendes mor er død af pest, det er nemlig en slags middelaldertid.
Hun kommer ved en fejl til at skyde en fremmed mand i skoven, og de to bliver venner og må sammen flygte fra den onde konges mænd. I bogens andet spor følger vi en indretningsarkitekt i nutiden på jagt efter den perfekte hvide farve til et nyt stort datacenter i Norge, og ja, de to historier flettes på magisk vis sammen, og man er helt med!