Vi anbefaler for voksne

Er myterne på vej tilbage?

Folkeminder, magi og myter siver ind i den nye litteratur

Af Nanna Damsgaard - Larsen

Torsdag den 2. oktober får vi besøg af forfatterne Charlotte Weitze og Rasmus Daugbjerg, der skal åbne døren ind til en verden af fortællinger, hvor myter bliver levende igen. 

I deres bøger optræder trolde, som passer på skovene, og myter, hvor børn opfostres af ulve. Vi ser lige nu en åbning mod det magiske og det overnaturlige i litteraturen, hvor fortællingerne søger nye svar på, hvordan mennesket kan være i verden, som den ser ud i dag, hvor eventyr og fantasi for længst er erstattet af realisme og fornuft. 

Måske mange år med ren realisme i litteraturen er begyndt at bevæge sig dybere ind i skovene? Ind til troldene, heksene, ulvene med tre ben og andre væsener, der er i ledtog med naturen og noget, der er stærkere end mennesket. 

Vi har her samlet et godt udvalg af de nye, fantastiske fortællinger.
 

Monsteret

Tirsdag den 28. oktober inviterer vi til endnu en aften, hvor vi skal undersøge grænsen mellem virkelighed og fantasi og mellem menneske og monster. Denne gang sammen med forfatter Cecilie Lind, der er aktuel med romanen "Bristefærdig". 

Efter samtalen med Cecilie Lind på Biblioteket Kilden går vi sammen op og ser den aktuelle udstilling på Gammelgaard, der netop hedder "Monster Monster", hvor en række billedkunstnere fortolker monsteret anno 2025.