Mandagssalon – bøger med håb
Til årets første Mandagssalon anbefalede vi bøger om og med håb
Af Nanna Damsgaard - Larsen
Temaet for denne sæson på biblioteket er Håb, og derfor anbefalede bibliotekar Marit S. Juhl og litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen bøger om håb, med håb eller håbløshed til årets første Mandagssalon – næste gang er mandag den 2. marts klokken 16.00-17.00.
Marit anbefaler
Octavia E. Butler: ”Lignelsen om såningen” og ”Lignelsen om talenterne”
To sammenhængende, dystopiske romaner, skrevet tilbage i 1990’erne, om en ung, sort kvinde, der må flygte fra et Californien, der er præget af vold, hærværk, naturbrande og korruption. Som modvægt hertil skaber hun sin egen religion EARTHSEED bygget på naturen, mennesket og en guddommelig ophøjethed.
Hun får skabt et samfund, men en nyudnævnt fundamentalistisk præsident opfordrer til forfølgelser, slavelignende tilstande og mord på alternativt troende, mens han deklamerer kampråbet ”Gør Amerika stort igen…”.
Chris Whitaker: ”Alle mørkets farver”
En episk, amerikansk kæmperoman om to børn, hvis livsforløb bindes sammen i et skæbnefællesskab, der ligger noget ud over det sædvanlige. En roman om kunst, kærlighed, svigt, børn som bliver voksne – om godt og ondt, hvor omdrejningspunktet er en temmelig vild thriller-fortælling. En bestseller.
Jonas T. Bengtsson: “Rødovre blues”
En socialrealistisk roman om fire skæbner, der krydser hinanden. Handlingen foregår i 1990’erne i Rødovre.
En roman om social arv, etnicitet, kriminalitet og mor/far-datter forhold. En rå familieroman fortalt med en god portion sort humor.
Peder Frederik Jensen: ”Pigen og verden”
En selvstændig fortsættelse af ”Rans vilje”. Året er 1882, vi er på Lolland, og der er nye tider på vej. Men det kan være svært at forlige sig fremskridtet, hvis man lever og hviler i fortiden.
Hovedpersonen er Hæminglæva på 12 år, der er nysgerrig, lærevillig og på vej ind i puberteten, med alt hvad det fører med sig. En roman om at overleve og komme videre i livet.
Jens Christian Grøndahl: ”At velsigne et liv”
En forfatter bliver vidne til sin overbos dødsfald og indleder et venskab med præsten, der skal bisætte samme mand. I krydsklip udfoldes de tre mænds livsvalg til en fortælling om kærlighed, svigt, relationer og ansvar.
En klassisk og smuk Jens Christian Grøndahl-roman til læsere, der sætter pris på eksistentiel tyngde og skildringer af menneskers indre liv og relationer.
Matilde Kimer: ”Ikke uden kamp”
DR-journalisten Matilde Kimer beskriver dagliglivet i et krigshærget Ukraine, hvor det er udfordrende at finde en normalitet under konstante krigsrelaterede oplevelser. Samtidig med Ruslands invasion får Kimer selv konstateret kræft og må ad flere omgange til Danmark og behandles. Men det er svært at slippe jobbet, når man er en dedikeret journalist.
Nanna anbefaler
Victor Boy Lindhold: "Hver dag et nyt håb"
En fagbog skrevet lækkert og essayistisk af digteren og fiskeren Victor Boy Lindholm, der hver dag håber på at fange den næste store ørred, selvom naturen hver dag bliver forandret til sværere og sværere vilkår for fiskene.
"Det håbende dyr"
En ny antologi, hvor en række forskere skriver om håb inden for deres felt. Jeg var særligt optaget af professor i pædagogisk psykologi og rektor på designskolen i Kolding Lene Tanggaards tekst om håb og kreativitet.
Amalie Laulund Trudsø: "Kunstnerhjem"
En vildt dejlig, historisk roman om Signe, der er barn under 2. Verdenskrig, og vi følger hende op gennem de næste årtier, hvor hun bliver gift og får tre børn. Hun drømmer om et liv som kunstner, men det er hendes mand, der får lov at gå den vej. Det er et meget stærkt og nærværende portræt af en kvinde, der i den grad håber på noget bedre, og langsomt skaber sin egen vej.
Mød Amalie Laulund Trudsø i samtale med Tine Høeg den 17. marts på biblioteket.
Caroline Wahl: "22 baner"
Tilda svømmer 22 baner i det lokale svømmebad i en lille provinsby hver dag, inden hun tager hjem til sin elskede søster Ida. Deres mor er alkoholiker, og hjemmet sejler, men på trods af det har Tilda store fremtidsdrømme og håb for sig selv og sin søster.
Et stærkt portræt af søsterkærlighed i en omsorgssvigtet familie.
Theis Ørntoft: "Habitat"
Theis køber en faldefærdig gård på Møn, der smuldrer om ørerne på ham, mens han opsluges af angst og dybe ture ned i internettets mørkeste kroge.
Det er en historie om at se sin egen katastrofe i øjnene, om at se for meget porno, om biller der kravler ind alle vegne, om hot yoga, om ungdommens altædende kærestesorg, om at lægge alle fordomme på hylden og blive vicevært og om at finde håb på den anden side af undergangen.
Mød Theis Ørntoft på biblioteket den 18. februar.
Skønlitterær beredskabsplan - prosa og poesi til når krisen rammer
Fantastisk lille æske med fire bøger med tekster udvalgt af unge ud fra det, der rører sig i dem. Hver bog har et tema: krop, konflikt, kærlighed og klima. Der er digte, uddrag af romaner og noveller fra Caspar Eric til Sapfo.
Del teksterne, tal sammen om dem, læs dem højt med dine venner og familie. Kan snart lånes på biblioteket.
Mød forfatterne på biblioteket
-
VoksenarrangementerTheis Ørntoft – om håb og håbløshed
Oplev forfatter Theis Ørntoft fortælle om sin seneste roman ”Habitat”, hvor hovedpersonen Theis må kæmpe sig op fra dyb håbløshedHovedbiblioteketGratis -
VoksenarrangementerForfattersamtale – Tine Høeg og Amalie Laulund Trudsø
Oplev to aktuelle forfattere fortælle om deres anmelderroste romaner ”Ultramarin” og ”Kunstnerhjem” – og om skabelse, moderskab og kunstHovedbiblioteketGratis