Nyt fra #booktok: book boyfriends
Der bliver talt meget om bøger på de sociale medier, og et af de hotte emner er den perfekte book boyfriend
Af biblioteket

Læsningen trives på de sociale medier
Rigtig mange finder inspiration til deres læsning på de sociale medier, og her er det såkaldte Booktok i høj grad stedet, man skal holde øje med. #BookTok er i virkeligheden bare et hjørne eller hashtag på platformen TikTok, hvor der bliver talt om bøger – ligesom #bookstagram er det på instagram.
Her anbefaler læsere bøger til andre læsere, og ofte er disse anbefalinger samlet under specifikke emner, litterære troper eller sjove sammenfald.
Book boyfriends
En book boyfriend er et litterært crush. Udtrykket bruges til at referere til en mandlig kærlighedsinteresse i en bog og er derfor selvsagt primært brugt af læsere af romance. Også inden for fantasy (og ikke mindst hybridgenren romantasy) har udtrykket vundet indpas.
Et omdiskuteret emne på #Booktok er, hvem der er den bedste book boyfriend. Selvom den ultimative book boyfriend ikke er en officiel titel, så er der blandt læsere bred enighed om nogle af favoritterne. Fælles for mange af disse book boyfriends er, at de er høje, mørkhårede, flotte mænd med en mørk eller mystisk baggrund, og de vil gøre ALT for deres partner.
Book girlfriends
Det er ikke kun de mandlige karakterer, der kan få hele læserskarer til at falde i svime. Også nogle kvindelige karakterer bliver på #booktok fremhævet som den perfekte book girlfriend.
Nogle gange kan man endda opleve, at udtrykket 'book boyfriend' kan bruges om en karakter, uanset om de er mænd, kvinder eller nonbinære personer.
The original book boyfriend
Ingen liste om book boyfriends uden den originale book boyfriend, Mr. Darcy.
Siden 1813 er læsere verden over dånet over Jane Austens reserverede og romantiske helt fra romanen "Stolthed og fordom".
Romanen er da også blevet til både film og serier ad flere omgange og har været inspirationskilde til mange efterfølgende romantiske helte.