Teknologi med omtanke
Christiane Vejlø anbefaler bøgerne "Det ukontrollerbare" og "Den store skærmkamp"
Af Emil Marcus Kilde
I forbindelse med udstillingen "Læs dig klogere på fremtiden" skriver forfatter Christiane Vejlø:
"Det ukontrollerbare"
"Jeg er meget optaget af, hvad maskinernes evindelige effektiviseringsbehov og stræben efter perfektion betyder i menneskelivet. Hartmut Rosa er en af de tænkere, jeg synes, fanger det bedst. […]
Det ukontrollerbare er oplagt for læsere, der interesserer sig for en filosofisk tilgang til forholdet mellem mennesker og teknologi. Det er en bog, der både udfordrer og giver en slags ro. En særlig påmindelse om, at det vigtigste i livet ikke kan tvinges frem, men ej heller kan udelukkes."
"Den store skærmkamp"
"Lieberoth gennemgår med sikker hånd den eksisterende viden om trivsel, læring, afhængighed, sociale relationer og unges mentale sundhed – og gør det med blik for nuancer frem for skråsikkerhed.
Han argumenterer for, at skærme hverken er en entydig trussel eller et mirakelmiddel, men en del af et komplekst miljø, hvor menneskers værdier, vaner og kontekster betyder mindst lige så meget, som teknologien i sig selv. […]
Som læser får man en guidet tur gennem forskningsfeltet krydret med forfatterens egne erfaringer som far i en digital tidsalder. Det er en bog, der både afdramatiserer og oplyser"
Christiane Vejlø
Christiane Vejlø er forfatter til bøgerne "Argumenter for Mennesker", "Arbejdslivets dilemmaer – AI" og senest "Pinlige onkler – Og andet vi får brug for i en fremtid med AI".
Hun er vært på fremtidspodcasten "Så må du have held og lykke med det, i hvertfald" og tidligere vært på det populære program Elektronista.
Udstillingen "Læs dig klogere på fremtiden"
Lige nu finder du en særlig, kurateret samling af bøger på Herlev Bibliotek.
Temaet er den teknologiske udvikling med alle de spørgsmål, den rejser – og bøgerne er udvalgt af fem eksperter inden for krydsfeltet mellem litteratur og teknologi.
Uanset om du er til sci-fi eller fagbøger, kan du i denne udstilling finde bøger, der giver viden og perspektiv på teknologi, menneskeliv og samfund. Bøgerne inviterer til fordybelse, refleksion og samtale – i fællesskaber eller alene.
Lån en af de udvalgte bøger fra udstillingen på biblioteket og læs dig klogere på fremtiden.
Du finder udstillingen på hovedbiblioteket indtil den 1. september 2026.