Mød biblioteket i Hjortespringbadet
Biblioteket cykler ud til der, hvor du bader
Af Nanna Damsgaard - Larsen
Det bliver fantastisk vejr i næste uge – den første uge af skolernes sommerferie! Derfor kører vi vores bibliotekscykel op til Hjortespringbadet på onsdag den 2. juli klokken 11.00-14.00, så du kan låne bøger, mens du bader – smart ik'?
Vi fylder bibliotekscyklen med billedbøger, tegneserier, magasiner, et par gode krimier og en stak forslag til sommerlæsning for store og små og parkerer ved bassinkanten.
Du kan låne bøgerne med bibliotekets app, og vi kan også melde dig ind som låner på stedet, så du kan læse, mens du soler dig – og tage bøgerne med videre ud på din sommerferie.
Bøgerne afleveres helt som du plejer på biblioteket efter en måneds lånetid. Vi ses!