Nyt fra biblioteket

Sæsonens tema: VAND

I foråret 2024 skal vi ride på en bølge af arrangementer

Af Kirstine Dalsgaard Larsen

Vand er langtfra bare noget, vi drikker og sejler på. Det er et element, vi er så knyttet til, at det flyder ind i vores sprog igen og igen.

I første halvdel af 2024 skal vi tale om bølger som ressource, svømme til poesi, trække vejret i isvand, lære alt om Titanic og om smuglere, der fragter tyvegods til søs.

Og så flytter et hjørne af havet ind i biblioteket. Børn og voksne kan sammen opleve Bent Hallers bog “Kaskelotternes Sang” folde sig ud i en udstilling, der er en interaktiv installation med figurer, scenografi og lyd.

Sæsonen ender i sommer og havdyb og viden om søens dyr. Vi håber, du vil føle dig som en fisk i vandet på biblioteket, for herinde er vi alle i samme båd.

Velkommen ombord!