Læs dig ind på bålets magi
Fire bøger hvor der tændes et meningsfuldt bål
Af Nanna Damsgaard - Larsen
I november mødtes vi i bålhytten på Naturcenter Kildegården, hvor Herlevs spejdere tændte bål, og jeg læste højt, mens vi bagte snobrød og varmede kakao over gløderne.
Det bedste fællesskab er om bålet
Jeg læste først højt af "En plads om bålet" af Carina Jean Lyall, der blandt andet skriver sådan her: "Der er noget helt særligt ved at sidde i flok omkring et bål. Der skabes et rum, som kræver vores nærvær uden at kræve, hvem vi skal være her. Blikke, der helt af sig selv bliver lange ind i gløderne eller følger røgen, der stiger op."
Hun skriver om, hvordan fællesskab bliver stærkere og faktisk endda nemmere at være i, hvis man samles om et bål. Som en gave har hun inden i bogen lagt en konvolut med et stykke birkebark, som man kan bruge til at tænde op med. Derfor er bogen heller ikke en oplagt biblioteksbog – men man kan dog bestille den fra Det Kongelige Bibliotek, hvis man er nysgerrig.
Herunder anbefaler jeg de andre bøger fra aftenen. De gav mig hver og en kun endnu mere lyst til at tænde bål og samle mennesker omkring det...