Gustav Mahler (1860-1911) er måske den skønneste, senromantiske komponist, man kan lytte til!

Lidt af en påstand, men jeg mener det.

Manden i sig selv havde et broget liv med faglig succes som både komponist og dirigent, men med store personlige udfordringer. Et menneskeliv, der afspejles i hans musik, som emmer af følelser.

Mahler er mest kendt for sine symfonier, til tider med vokalen som effektfuldt krydderi. Hans musik er ofte intens og dramatisk på samme tid, og han låner gerne fra folkemusiktraditionen. I Mahlers musik er mennesket, og naturen, i centrum, hvilket gør hans musik eksistentiel med referencer til både levet liv, død, glæde og smerte.

Mahlers 4. symfoni er hans mest optimistiske og fortæller i korte træk om en erindret barndom i en fantasiverden, hvor der er plads til leg og drømme. Som så mange andre steder i sine værker lader Mahler en sopranstemme skabe en fortælling; i denne symfoni er det historien om en dreng og hans drømme om paradiset, symboliseret ved et såkaldt vidunderhorn. Det er en fortælling, der går igen fra en af Mahlers sangcykler med titlen ”Des knaben Wunderhorn”.