Det kan være svært at se tilbage på livet og acceptere dødens komme. Og mon vi overhovedet nogensinde bliver gode til det? Det er i hvert fald ikke alle forundt. 

Men hvis vi lader kunsten bearbejde tabuet, går det måske lettere. Kunsten kan tydeliggøre det æstetiske; de små ting, der, med det rette fokus, gør overgangen vedkommende og transparent, ja, måske ligefrem smuk. 
 

En musisk tolkning 

I værket ”Tot und Verklärung” skildrer den tyske, senromantiske komponist Richard Strauss (1864-1949), en kunstners sidste oplevelser, inden døden tager over. 
(Obs: Richard Strauss skal ikke forveksles med valsekongerne Strauss)

Kunstnere er som bekendt også mennesker, og fortællingen kan derfor passe på os alle: Den syge ligger i sengen og erkender, at døden nærmer sig. Først med drømme, så med mulig smerte og feber. Et tilbageblik på det levede liv på godt og ondt tydeliggøres i musikken, hvorefter livet transformeres videre til en mere åndelig tilstand.

På ingen måde grimt og uhyggeligt, men snarere fredfyldt og naturligt. Hvor svært kan det være…
 

Om Strauss’ komposition

”Tot und ”Verklärung” er et såkaldt tonedigt: et orkesterværk med et lyrisk omdrejningspunkt. 

Tonedigtet er et væsentligt ungdomsværk, symfonisk bygget op i stil med andre af Strauss’ orkesterværker som ”Also sprach Zarathustra” eller ”Don Quixote”, for bare at nævne et par af de mere kendte værker. Dramatiske og filosofiske historier uden ord. Og et kendetegn for komponisten.