Voksenarrangementer

Forfattermøde om fremtiden – Martha Flyvholm Tode og Alen Meskovic

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Billet: Gratis
Sted
Hovedbiblioteket
Herlev Bygade 70,
2730 Herlev
En præst bliver forelsket i en AI-bot, og en hel civilisation kender sin egen dødsdag – hvad forestiller forfatterne sig om vores nære fremtid?

Oplev en samtale mellem forfatterne Martha Flyvholm Tode og Alen Meskovic, der begge har skrevet romaner med et kritisk blik på teknologiudviklingen.

Hvordan er det at turde forestille sig det værst tænkelige? Og er det så slemt endda? Hvordan kan en rivende teknologisk udvikling både være fantastisk og fantastisk skræmmende? 

”Den smukkeste afsked” af Alen Meskovic foregår i år 2041, hvor alle folk kender deres dødstidspunkt, som oplyses ved fødslen og registreres i et centralt system. Tanken er at undgå smerten ved at miste nogen uventet. Men kommer denne viden med en pris? 

I ”Den eneste” af Martha Flyvholm Tode er Liva 30 år og nyuddannet præst. Hun får hjælp af en personificeret kunstig intelligens til sin første prædiken, men bliver hurtigt afhængig af sin nye ”soul” Elias. Og det er mere end hendes venner og kolleger kan rumme. En roman om fællesskaber, tro, ensomhed og eksistens. 

Litteraturformidler Nanna Damsgaard-Larsen taler med de to forfattere, og der er mulighed for at stille spørgsmål undervejs. 

Biblioteket serverer et glas vin for jer, der modtager vores nyhedsbrev.