Mennesker, maskiner og magt
Anders Høeg Nissen anbefaler "Klara og solen" og "Nexus"
Af Emil Marcus Kilde
I forbindelse med udstillingen "Læs dig klogere på fremtiden" skriver techformidler Anders Høeg Nissen:
"Klara og Solen":
"Bogen tager ideen om en kunstig intelligens og en kunstig bevidsthed – og kunstige følelser – meget alvorligt, uden at fylde siderne med en masse tech-ballade.
På den måde er Klara og Solen en meget anderledes bog om robotter og AI. Det er ikke den sædvanlige omgang thriller-ballade med kamprobotter og Skynet.
I stedet handler bogen om følelser og relationer og eksistens – og i virkeligheden om at være menneske."
"Nexus":
"Yuval Harari trækker tråde gennem nogle af de største og mest grundlæggende mekanismer i vores samfund, og han formår som få at forbinde konkrete eksempler fra oldtidens Babylonien eller nutidens Taiwan med filosofifiske, historiske og samfundsmæssige fænomener.
Det er ikke nemt at skrive en læseværdig og relativt nemt tilgængelig bog om demokratiske principper, informationsnetværk, bureaukrati og kunstig intelligens – men det lykkes altså glimrende for Harari."
Anders Høeg Nissen
Anders Høeg Nissen har i 25 år dækket den teknologiske og videnskabelige udvikling, først og fremmest som vært og journalist på fremtidsmagasinet Harddisken på DR P1. I dag er han selvstændig techformidler med fortsat fokus på digitaliseringens muligheder og udfordringer.
Udstillingen "Læs dig klogere på fremtiden"
Lige nu finder du en særlig, kurateret samling af bøger på Herlev Bibliotek.
Temaet er den teknologiske udvikling med alle de spørgsmål, den rejser – og bøgerne er udvalgt af fem eksperter inden for krydsfeltet mellem litteratur og teknologi.
Uanset om du er til sci-fi eller fagbøger, kan du i denne udstilling finde bøger, der giver viden og perspektiv på teknologi, menneskeliv og samfund. Bøgerne inviterer til fordybelse, refleksion og samtale – i fællesskaber eller alene.
Lån en af de udvalgte bøger fra udstillingen på biblioteket og læs dig klogere på fremtiden.
Du finder udstillingen på hovedbiblioteket indtil den 1. september 2026.