""

Sommerbogen: Læs en skør bog

Skal dit barn være med i Sommerbogen i år? Læs løs og deltag i lodtrækningen om gode præmier

Sommerbogen er for alle børn mellem 6 og 15 år. Børnene henter et udfordringsark på biblioteket, læser tre bøger, løser ti læseudfordringer og udfylder de tre anmeldelseskort.

Det udfyldte udfordringsark afleverer I på biblioteket, og dit barn er nu med i lodtrækningen om de tre hovedpræmier: At tømme en boghandel på fem minutter!
Læs mere om Sommerbogen her.

Læs en skør bog

En af årets læseudfordringer er at læse en skør bog, og dem har vi heldigvis mange af her på biblioteket. 

Her finder du nogle af vores bud på skøre bøger, som helt sikkert vil underholde. 

Læs blandt andet om Knud Børge og Ice, der er ude til Halloween (9-11 år), om Mille og Mille, der er fulde af skøre idéer og pranks (9-12 år), eller om Mikkel, der har opfundet sin egen monsterjuice (9-11 år).  

I kan også kaste jer over bogen "Fing" om pigen Felica Form, der er lidt af et forfærdeligt barn (7-12 år), "Din store bog om kroppen" (6-12 år) eller den om Mille Møgunge, som bare blander sig i alt! (8-12 år)

For de lidt ældre børn kan vi anbefale "10 blinde dates" om 17-årige Sofie, som er blevet dumpet af sin kæreste (13-16 år), eller en skør bog for børn i alle aldre, nemlig Rune T. Kiddes "Samlede ækle æventyr".