Mandagssalon - inspiration til fest

16.11.21
Står du og skal planlægge årets fødselsdagsfest, så er biblioteket i den grad et godt sted at starte, hvis du har brug for inspiration.

Måske står du også og skal planlægge en fødselsdagsfest eller en anden fest? Men hvordan skal den egentlig planlægges? 

Biblioteket har heldigvis rigtig mange fine bøger, der kan inspirere og give gode ideer til planlægning og afholdelse af alle former for festligheder og jeg har valgt et lille udpluk.

Biblioteket fylder 50 år og inviterer i den anledning til fødselsdagsfest den 10. december.

Efterhånden findes der alverdens apps med ideer og inspiration til planlægning og afholdelse af forskellige festligheder. Jeg bruger bl.a. selv app'en Pinterest, hvor jeg finder og gemmer gode og sjove ideer.

I bogen Hip hip hurra af Sif Orellana er der gode forslag til bl.a. fødselsdagstjeklister, indbydelser og bordkort. Bogen er inspireret af forfatterens egen børnefamilie, men kan sagtens bruges til alle slags festligheder.

Når der er fest er der ofte sange eller taler  jeg har aldrig været god til den slags, men et digt der passer til lejligheden, kan sagtens bruges i stedet. Jeg har valgt Tiden fra Samlede digte af Benny Andersen som jeg syntes passer rigtig godt til en fødselar, der er lidt oppe i årerne.

Til borddækning af det festlige bord, har biblioteket en lidt anderledes blomsterbog med mange sjove og anderledes forslag til temafester: Blomster til festlige dage af Irene Hunderup.

Hvad imponerer mere end en godt mikset cocktail? I bogen Ikoniske cocktails af Jesper Schmidt er der lidt basisviden om udstyr, valg af glas og opskrifter på gode klassiske cocktails... og så er det ellers bare at gå i gang med at bikse dine drinks sammen.

Da jeg var barn, kan jeg huske, min Mor altid gemte det fine gavepapir, der ikke var ødelagt efter gaveåbning. Dengang grinte vi lidt af hende, men det er jo faktisk blevet in at tænke genbrug og i bogen Gift wrap green af Camille Wilkinson er det ikke bare genbrugspapir, der bliver brugt til indpakning, men også stof og strømper kan bruges.

Det var mine forslag til inspirerende bøger, der kan bruges til festplanlægning og så har jeg faktisk slet ikke nævnt kogebøgerne, som er et helt kapitel for sig selv  find dem selv på bibliotekets hylder i gruppe 64.1 - 64.18 eller spørg personalet, vi hjælper meget gerne med at finde den helt rigtige bog til dig! 

God fest fra Marianne

Læs også Marits anbefalinger fra Mandagssalonen i november, som denne gang havde et helt særligt fokus på en anden kendt fødselar.