Lys, kunst og shitstorm

Dokumentaren om kunstneren Elle-Mies laserlysstråle den 4.maj 1995 er den vigtigste, jeg længe har set

Dokumentarfilmen "Lyset – lasershitstormen der ramte Danmark" kan lige nu ses på DR, og det kan jeg kun anbefale, at man gør. Især når bibliotekets tema for denne sæson jo er "Lys".

Filmen handler om et kunstværk, der blev svinet til både før, under og efter det, blev til – en shitstorm over et kunstværk er ikke noget, man ser særlig ofte. Og når man gør, er det ofte noget, der har gjort kunsteren bag værket meget kendt, som med Bjørn Nørgaards hesteslagtning og Marco Evaristtis guldfisk i en blender.

Sådan gik det bare ikke med Elle-Mie Ejdrup Hansen, som først blev chikaneret, kritiseret og truet og siden tiet ihjel, efter hendes værk "Fredsskulptur" blev opført i 1995 i anledning af 50-året for Danmarks befrielse. Det var Danmarks hidtil største og dyreste kunstværk. 

Dokumentaren er en film om en tid, hvor mænd måtte ryge cigarer og svine kvinder til på direkte TV. Fra en tid, hvor politikere satsede hele karrieren på en enkelt sag, som de troede på af hele deres hjerte. Om en tid, hvor 2. Verdenskrig var noget, mange danskere stadig levede med traumerne fra. 

Filmen rørte mig meget af særligt de årsager. 

Jylland skåret igennem af laser

Måske kan du huske værket og polemikken omkring det? Elle-Mie Ejdrup Hansens værk var en laserlinie, der skulle gå hele vejen fra Skagen og ned til den tyske grænse over to timer om aftenen den 4. maj 1995. Laserlinjen skulle sættes ind omkring de 6000 bunkere, tyskerne fik bygget for danske penge ved Vesterhavskysten. 

Mange tusind danskere mødte op den aften for at se laserstrålen. Kunstneren selv måtte opholde sig under jorden. I dokumentarfilmen fortæller hun sin side af historien, blandt andet gennem nye kunstværker, der bearbejder oplevelsen fra 1995. 

Se filmen på DR.dk