Nanna anbefaler mandelgavebøger
Hvad vil du helst have, en marcipangris eller en stor læseoplevelse i kort format? Jeg er ikke i tvivl!
Denne mandag anbefaler jeg bøger i mandelgavestørrelse (men hvis du vil give dem væk, kræver det selvfølgelig, at du besøger en boghandel i stedet for biblioteket...)
Novellix
Novellix udgiver enkelte noveller trykt som hver sin bog. Der er forskellige serier både med nyskrevne danske noveller af for eksempel Thomas Korsgaard og Josefine Klougart, men i serien finder du også klassikere af J.P. Jacobsen og H.C.Andersen.
Den nyeste serie er noveller af Nobelpris-vindere, jeg anbefaler Selma Lagerlöfs "Spøgelseshånden".
Korridor novella
Forlaget Korridor har specialiseret sig i et skønt koncept, hvor de udgiver japanske og kinesiske kortromaner/lange noveller oversat til dansk og giver dem fine håndtegnede illustrationer på forsiden.
Jeg var især glad for "Et eksotisk ægteskab" af Yukiko Motoya for balancen mellem det absolut hverdagslige blandet med magisk realisme.
Kollibri-serien
I serien "Kollibri" finder du en række små bøger, hvor fattere siger noget om ét enkelt tema, både i nye tekster og i ældre, der før er udgivet i andre sammenhænge.
For eksempel er jeg glad for Tove Ditlevsens "Om penge" med både to noveller og et digt og Naja Marie Aidts stærke "Om brud".
I december udkommer tre nye bøger i serien om stil, børn og kærlighed.
Marit anbefaler
"København: Københavnernes historie fortalt i billeder"
Indrømmet, jeg er en gammel københavnertøs – jeg elsker byen, dens byrum, arkitektur, menneskene og ikke mindst historien. Og lige præcis de historiske forhold er skildret i to nye billedværker, der tilsammen dækker et stykke københavnsk historie over et par årtier.
Vi zoomes ind i den udvikling, vores hovedstad har gennemgået; arbejds- og fritidslivet, hverdag og fest, kunst, kultur og arkitektur, og vi kommer til både Valby, Husum og Nordvest – ja hele vejen rundt på mindernes gader og stræder: Sporvognen, bysanering på brokvarterene, demonstrationer, biler, barnevogne, kvinder, der går fra at være hjemme- til udearbejderne, og så videre. Det er som at se en Olsenbanden-film uden skuespil.
Første bog dækker 1950’erne, og her i efteråret er udkommet nummer to i serien, som dækker 1960’erne. For københavneren er det ren nostalgi.
OBS – en serviceoplysning: Her er tale om "coffee table books" (store, tunge bøger til brug på sofabordet).
Malene Ravn: "Hvor lyset er"
Hvor mange kender maleren Carl Fischer (født 1887)? Og nej, vi taler ikke om den mere kendte Paul Fischer fra nogenlunde samme periode.
Jeg gjorde ikke, da jeg blev inspireret til at læse Malene Ravns roman om kunstmaleren Carl, der levede et dramatisk bohemeliv i 1900-tallets København.
Vi følger ham fra hans omtumlede barndomsliv gennem ungdoms- og voksenår, hvor han finder sammen med sit livs udkårne, uden dog på nogen måde at behandle hverken hende eller deres fælles søn med følelser og værdighed.
Malene Ravn har skrevet bogen, der baserer sig på hendes mands oldefars historie. Hun satte sig for at undersøge, hvorfor oldefarens malerier var fremtrædende, men personen ofte blev forbigået som en familiehemmelighed.
Selvom romanen flere steder er barsk læsning, er Ravn ikke fordømmende, men giver et levende billede af en tid, en mand og en kunstner for godt 100 år siden.
"Hvor lyset er" findes som bog og på eReolen.
Birgithe Kosović: "Det, du ikke vil vide: dokumentarroman"
Forfatteren Birgithe Kosović har med denne bog, en "dokumentarroman", sat sig for at fortælle sin fars historie fra barndomsårene i det tidligere Jugoslavien til forelskelsen i en dansk kvinde med børn, arbejde, vold og hemmeligheder som følge. Efter endt læsning spørger man sig selv, hvad der gør os til dem, vi er, når vi har en mere eller mindre uheldig bagage at bære rundt på?
Kosović har fortalt, at bogen var nødvendig for hende at skrive, men kostede dens tilblivelse hendes far livet? I hvert fald er den en ærlig og rammende fortælling om kulturkløfter, identitet og følelser på godt og ondt.
Der findes desuden en podcast om Birgithe Kosović i serien
"Tid til bøger".