Nogle af årets bedste romaner

Litteraturformidler Nanna giver et bud på nogle af årets bedste romaner.

Bogåret 2021 var ret flot, synes jeg. Jeg tror måske, jeg har haft nogle af livets helt store læseoplevelser med bøger fra i år, dem kan I se nederst i artiklen. 

2021 var også et år med rigtig mange debutanter, og dem har jeg skrevet om i artiklen "Hvem er årets debutanter?" hvis du er nysgerrig. Min kollega Louise har udvalgt nogle af årets bedste fagbøger, som du også kan læse om på vores hjemmeside. 

Ellers vil jeg bare ønske jer rigtig god læselyst blandt mine fire udvalgte kategorier for årets bøger: 'Naturen omkring os', 'coming of age', 'dating før og nu' og 'en bragende god historie'.

Naturen omkring os

Josefine Klougart er endelig tilbage, og heldigvis handler hendes nye roman "Alt dette kunne du få" endnu en gang om landskabet omkring Mols Bjerge, som jeg elsker at drømme mig til. Den handler også om at blive mor, om at se døden i sine egne forældres øjne, om erindringer og hvordan de er lejret i bakkerne, i en gammel brønd, i et trægulv. Jeg glæder mig meget til at tale med Josefine Klougart live på Instagram d. 13. januar kl. 20. 

Hvordan vækker man nysgerrigheden for det miljø og den verden, der er i krise? Kulturgeografen Emmy Laura har samlet tekster, øvelser og opskrifter til at skabe forbindelse til de landskaber og omgivelser, vi er en del af i "Jordbo - en ledsager i uregerlige tider". Det er også hende, der har pakket vores Jordbo-tasker, som du kan låne på biblioteket. D. 3. februar kl. 20 taler jeg med hende om "Jordbo" live på Instagram. 

Tyske Judith Hermann er sådan en, jeg venter på nye bøger fra, fordi de allesammen er vidunderlige. I år udkom endelig en ny en! "Hjem" hedder den og handler om en kvinde midt i livet, der flytter til en lille skodby for at arbejde i sin brors halvtomme café, bo i sit eget ensomme hus, heldigvis med en skøn nabo, der er kunstner og lidt havfrue. 

Coming of age

Helle Helle skød året igang med at udkomme med romanen om unge rastløse Bob, der flytter med sin kæreste til Vanløse, fordi hun skal studere. I den anledning interviewede jeg Helle Helle på Instagram

Jeg havde sådan glædet mig til at se, hvordan det skulle ende med hovedpersonen Tue fra Thomas Korsgaards trilogi, der startede med "Hvis der skulle komme et menneske forbi". I trilogiens sidste roman "Man skulle nok have været der" er Tue flyttet til København, men han mangler et sted at bo og overnatter undervejs mange ubehagelige steder i ren desperation over at finde et hjem.⁠ Stor anbefaling og kærlighed til Tue. 

Veninderne Isora og vores fortæller har sommerferie i spanske Andrea Abreus roman "Skydække", de bor ved en vulkan på Tenerife, langt fra stranden, som de længes efter at besøge. Det er en intens venindefortælling, om det magtspil kedsomhed kan få i gang mellem to teen veninder i en lang sommerferie. 

Sidst men ikke mindst en kæmpe anbefaling af romanen "Kloster" af debutanten Ingrid Nymo, som du kan reservere på bibliotek.dk om en ung kvinde, der mister sin far ud af det blå og rejser til Rumænien, hvor hun ved at følge sit eget begær og nysgerrighed, ender på et nonnekloster. 

Dating før og nu

De tre bedste bøger jeg har læst i år om et af mine yndlingsemner, dating, kærlighed og de problemer det medfører, er de her tre muslinger, der foregår i hhv. 1920'erne, 2010'erne og i 2020'erne. Og hvad er det så, der spænder ben for vores unge kvindelige hovedpersoner og deres succes med kærligheden?

I Lone Hørslevs roman "Halvt i himlen" er det simpelthen nok tiden selv, den foregår nemlig i København i 20'erne, og de to søstre der er hovedpersoner, får ikke lov at gå ud at mødes med de to brødre, de hver især falder for, fordi de er piger og ikke må blive gravide, for de skal jo passe deres arbejde i smørrebrødsrestauranten og hjemme hos deres mor. 

Sally Rooneys "Skønne verden hvor er du" er endda så frisk fra fad, at coronanedlukningen når at påvirke vores hovedpersoner til sidst i romanen. I Dolly Aldertons "Spøgelser" er det selve datingapp'en, der er det største spøgelse, og den ene ellers perfekte fyr efter den anden 'ghoster' vores skønne hovedperson. Hun minder i øvrigt om Pheobe fra tv-serien Fleabag, der også får min anbefaling med en stærk, morsom kvinde i sorg i hovedrollen.

En bragende god historie

På udkig efter en anderledes pageturner med både spænding, hverdagsrealisme, god fantasi og træk fra gysergenren? Så anbefaler jeg to af mine allerstørste læseoplevelser fra i år.

Sidste år glædede jeg mig til at læse Karl Ove Knausgårds roman "Morgenstjernen", og den levede op til alle mine forventninger. Marit og jeg dedikerede en hel Mandagssalon til at tale om den, og I kan også læse vores korrespondance om den. 

Lina Wolffs roman "Kødets tid" bragede ind og blev min absolut største læseoplevelse sammen med Knausgård, hvorfor jeg inviterede hende til at tale med mig live på Instagram. I kan stadig se interviewet her, hvor vi taler om Madrid, om nonner, aktiv dødshjælp og om at overskue et uoverskueligt plot.